Erlandsen sigter mod højere stakes: – Har appetit på mere
Morten Erlandsen har flere gange i løbet af de seneste par måneder fortalt, at det kører strålende for ham på midstakes-bordene, og for en måned siden gav han for første gang i et godt stykke tid udtryk for, at han igen havde de højere takster i kikkerten. I dag behøver han ikke længere en kikkert – springet står lige for døren.
Læs også: Erlandsen i crazy rutsjebane i Vejle: Det sygeste jeg nogensinde har oplevet
“Jeg renser midstakes, men det varer ikke længe før jeg rykker op. Det er gået rigtigt godt for mig på $3/$6 og $5/$10 i lang tid nu, og indtjeningsmæssigt har jeg absolut intet at klage over. Holder mig stadig på $3/$6 og $5/$10, jeg er jo en gammel, erfaren mand i dette game . Tager satme ikke de store chancer for tiden, men det giver kassen, selv om det lyder kedeligt!,” siger Morten Erlandsen til PNN.dk.
2013 må have været et godt år for dig indtil videre?
“Ja, det har været fint, både cash og tours. Tjener gode skillinger, men har appetit på mere,” siger Morten Erlandsen, der har fået med grovfilen de sidste par gange han har bevæget sig op i $25/$50-spillet. Derfor har det også denne gang taget ham længere tid at søge opad end det plejer.
“Jeg har tidligere – mange gange – spillet $25/$50, men denne gang vil jeg gøre det ordentligt og bevæge mig stille og roligt opad. Hvis jeg går i stå i forhold til indtjeningen, bliver jeg hvor jeg er. Ellers vil jeg søge opad. Jeg tager gerne det store grind, for jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft så meget lyst til at spille, som jeg har lige for tiden. Jeg nyder virkelig spillet igen,” sagde Morten til PNN.dk for en måneds tid siden.
Nu er han så ved at være der.
God vind herfra.