WSOP APAC: Kelly i front – tilfreds Hellmuth videre til dag 2
Dag 1A er i bøgerne af det første event – $1.100 No Limit Hold’em – i den første udgave af World Series Of Poker i Australien (World Series of Poker Asia-Pacific) nogensinde.
Dan ‘djk123’ Kelly har lagt sig i front efter dag 1A med 66.250 chips og især en trevejs all in i en af dag 1As sidste hænder var gylden for Dan Kelly. Han kom ind med kongerne mod en shortstacks 10’ere og en anden stor stacks suitede es-dame, og sådan går man fra lidt over average til chipleader.
Phil Hellmuth er selvfølgelig på plads i Melbourne – der kan jo hentes nyt WSOP-bling, og sådan en mulighed skal selvfølgelig følges til dørs for den 13-foldige World Series Of Poker bracelet-vinder. Phil Hellmuth er videre til dag 2 med 20.650, hvilket rækker til en placering nogenlunde midt i feltet. Phil Hellmuth selv erklærer sig godt tilfreds med sit spil.
“God dag, hvor jeg spillede PH-poker (må være et helt nyt begreb, red.). Jeg var aldrig all in og sluttede dagen i 20.650,” beretter Phil Hellmuth på sin Twitter.
Dag 1B er netop nu i fuld gang Down Under.