Michael Phelps på bracelet-jagt

Michael Phelps, svømmeren med 18 OL-guldmedaljer, er netop nu i gang med sin debut ved World Series of Poker. Phelps trak sig tilbage fra svømning sidste år som 27årig – han er den mest vindende olympiske atlet igennem tiderne med 22 medaljer i alt.

Siden han indstillede karrieren er han blevet set deltage i cashgames i både London og Las Vegas. I starten af september måned skrev underholdnings/gossipsitet TMZ således, at den nu pensionerede supersvømmer Michael Phelps havde vundet omkring $100.000 i et pokerspil på Caesars Palace.

Læs også: Bellande: Vi blev tortureret af Michael Phelps i Ivey’s Room

I nat meldte Phelps sig så til WSOP Event #2 ($5.000 NL Hold’em 8 Handed), selvom det ikke umiddelbart var planlagt på forhånd.

“Det er lidt underligt. Det var ikke meningen, at jeg skulle spille i dag. Jeg ville bare kigge forbi og se lidt på det hele, men på en eller anden måde fik drengene overtalt mig til at spille. Antonio (Esfandiari) og JG (Jeff Gross) sagde til mig, at jeg bare skulle smide et buy in og se, hvad der ville ske i min første WSOP event.”

Og Michael Phelps håber – med lidt held i sprøjten – at kunne overgå nogle af sine pokervenner.

“Jeg har aldrig været her før. Alle gutterne ser ud til at have det vildt sjov, når de spiller. Hvis jeg vinder et bracelet før de gør, så bliver de pissed. Så vi må se, hvad der sker.”