Lasse Frost: – En utrolig hård dag!
Udskilningsløbet ved EPT Berlin Main Event er for alvor gået i gang. Blot 17 spillere ud af de 912 startene er tilbage i turneringen, og heldigvis kan vi fortsat kippe med Dannebro over Lasse Frost, der hænger i med det yderste af neglene.
Han var i løbet af dagen lige ved at måtte give slip, da hans es-ni umiddelbart så ud til at være overmatchet af es-dame i en all in, men et mindre mirakel i form af en nier reddede ham der det så allersortest ud.
“Det jeg må tage med mig fra i dag, er, at jeg fortsat er med. Det var dejligt at holde hjem med den es-ni, så det må jeg bare være lykkelig over,” griner Lasse Frost til PNN.dk umiddelbart efter dagens hånd var blevet delt.
Og han bekræfter, at dagen var akkurat så hård, som den så ud til at være fra sidelinjen.
“Det var en utrolig hård dag, hvor jeg konstant var i mange svære spots. Derudover så spillede jeg heller ikke optimalt. Man kan sige, at min timing manglede. Når jeg skulle raise, så kaldte jeg, og når jeg skulle kalde, så raisede jeg,” fortæller aarhusianeren og tilføjer:
“Jeg er bare glad for, jeg stadig er med.”
Med 678.000 chips i stakken, så er han en af turneringens shortstacks, men han har jo i løbet af dagen vist, at han godt ved, hvordan man dobler, så vi håber naturligvis på, at han rammer finalebordet i morgen.