Frederik Brink snupper PCA-pakke nummer 2

Hold da helt fest, han vil gerne til Bahamas, den gode Frederik Brink. På bare en enkelt uge har Fanøs fremmeste søn vundet to PokerStars Caribbean Adventure- pakker til en værdi af hele $16.000 pr. stk.

Den seneste pakke kom i hus i går. 267 spillere lagde alle $665 + $35, og det betød, at der var 11 PCA-pakker på spil. Den slags odds giver man ikke til Frederik Brink – i hvert fald ikke uden at blive straffet – og Frederik Brink sluttede da naturligvis også turneringen i top 3.

Læs også: Vanvittig søndag for Frederik Brink

Frederik Brink vandt endda en sjat mere end pakken til de $16.000. De 11 bedste spillere i kvalifikations-turneringen fik således 1.099 dollars ekstra til at rutte med. Glædelig jul, alle sammen!

Stort tillykke til Frederik Brink herfra.

Han elsker bare bløde, varme pakker under juletræet, den gode Frederik Brink. Og han bliver ikke engang spor skuffet over, at der ligger flere af de samme pakker under træet.