Berlin Cup: Pierre Christensen flyvende fra start i highroller event
Pokerfestivalen i Berlin er for alvor kommet i gang, og mens Jonas Klausen kæmper sig vej mod finalebordet i Berlin Cups Main Event, har Pierre Christensen og Mickey “mement_mori” Petersen fundet vej til Berlin Cups highroller event.
Arrangørerne kræver €3200 for et sæde, og det har altså blandt andre WPT Vejle-vinderen Pierre Christensen fundet frem fra baglommen. Pierre har fået en flyvende start på highrolleren, hvor han lagde fra land med en hurtig dobling med AA vs QTs i klør.
Efter et flop der hed J83 med to klør endte Pierre og hans modstander all in, og Pierre holdt hjem. Siden da er det gået stærkt fremad for den aarhusianske pokerhaj, som ved den netop overstående pause sad med 95.000 chips i stacken.
Den seneste store forøgelse af stacken kom, da Pierre endte all in med KK vs. Q4 på et Q27 board. Først måtte Pierre dog en tur i svedetanken, da en klam 4’er dukkede op på turn og gav modstanderen to par, men dealeren fandt en lækker 2’er frem på river, som sendte Pierres stack solidt i vejret.
I alt er 193 spillere med i turneringen, og vi følger selvfølgelig Pierres og Mickeys kamp på vej mod finalebordet. Med i turneringen er også Vanessa Selbst, Michael Tureniec og Justin Bonomo.