Agerskov: – Isildur1 kørte bordet totalt over!

Rasmus Agerskov er klar til den store finale i SCOOP Main Event, og det er med neglebidende dramatik fra allerførste hånd, når spilles genoptages klokken halv ni i aften.

Én af de 73 resterende spillere må nemlig gå tomhændet hjem, mens resten som minimum er sikret $19.140 – og så bliver spændingen ikke mindre af, at der er $1.096.200 til vinderen af turneringen.

Danmarksmesteren ligger på en 17.plads med 174.058 chips – mere end halvanden gange average – men hans stack syner alligevel ikke af mere end en kvart liter letmælk, hvis man holder den op imod Viktor ‘Isildur1’ Bloms 412.539 chips. Og netop de to spillere sidder ved samme bord i aften, og gjorde det også på sidste level af Dag 1.

“Jeg sad kun ved bordet i de sidste 70 hænder af dagen, men han fik lov til at køre bordet totalt over her på boblen. Selvom der sidder masser af gode spillere, er der ingen der har lyst til at spille med ham, for man ved bare man spiller for stacken, så snart man involverer sig med ham – især på boblen.”

Så du var ikke ude og give ham på nakken i hver anden hånd?

“Det var jeg ikke, nej,” griner Agerskov.

AgerskovMainEvent