PokerStars skrotter sine heads up-borde

PokerStars virtuelle filt har i tidens løb dannet ramme om episke heads up-opgør. Viktor ‘Isildur’ Blom havde en overgang hjemmebane hos verdens største pokerside, hvor den unge svensker i forbindelse med kampagnen ‘Superstar Showdown’ glædeligt tog imod modstandere som Isaac ‘Ike’ Haxton og Alexander ‘Kanu7’ Millar på $50/$100 og op.

Læs også: Superstar Showdown: Isildur på vej mod milliongevinst

Fra på fredag er disse grudge-matches på PokerStars dog en saga blot. I går skrev pokerudbyderen nemlig til udvalgte kunder, at de helt vælger at sløjfe deres velkendte ‘mano-a-mano’-borde. Ændringen kommer til at gælde både No Limit Hold’em og Pot Limit Omaha-borde og på alle stakes. Ønsker man for fremtiden at spille heads up på PokerStars, skal det altså være på Zoom-bordene, hvor man over tid vil spille samtlige spillere i playerpoolen.

Ifølge PokerStars’ email er “ændringen en del af vores forpligtigelse til at reducere rovdriften på, og forbedre spiloplevelsen for, de rekreative spillere”, og er i den forstand helt på linje med PokerStars’ beslutning fra november måned om at reducere VIP-fordelene for sidens mest rakende spillere.

Debatten har her til morgen gået livligt på Twitter om de nye ændringer. Joe ‘ChicagoJoey’ Ingram mener for eksempel, det vil have positiv indvirkning på spillet, da det tvinger de dårligste regulars til at stoppe bumhunting og dygtiggøre sig, ligesom de bedste regulars på sigt vil få mere action. Ligesom sin kollega, pokerpro Daniel Dvoress, er de dog enige om, at der burde være mulighed for, at sætte “private” heads up-matches op. Dvoress foreslår for eksempel, at der burde være en knap på Zoom-bordene, som begge spillere kunne trykke på, for at få adgang til et ‘almindeligt’ heads up-bord.

Der er på nuværende tidspunkt Heads Up Zoom-borde på næsten alle stakes op til $25/$50. De nye ændringer betyder, at der også vil komme HU Zoom-borde på $50/$100, ligesom PokerStars benytter muligheden for at introducere Zoom NLHE Cap-borde op til NL5000.