God dansk søndag: Finaleborde i både Warm Up og Sunday 500

Søndag har som altid været lig med voldsom action på ethvert pokersite med respekt for sig selv. I går var ingen undtagelse, og som så ofte før har det kastet et par solide danske resultater af sig.

I én af søndagens største turneringer, nemlig Sunday Warm Up på Pokerstars, blev det til dobbelt dansk deltagelse på finalebordet, da først ‘1st call3r’ tog en flot 7. plads, mens ‘-AAAABJAAAA’ gik endnu længere og tog sig af fjerdepladsen. Sidstnævnte nåede dog akkurat af komme med i en ‘deal’, og dermed får han noget mere, end en normal fjerdeplads ellers ville have udbetalt. Helt præcist $63.760 kastede fjerdepladsen afsted til ‘-AAAABJAAAA’, der nok sent vil glemme søndag d. 15. december. ‘1st call3r’ fik $15.665 for sin syvendeplads.

Læs også: Christian Grundtvig til PNN.dk: – Jeg valgte familielivet over pokeren

Også i én af de dyre søndagsturneringer, ‘Sunday 500’ på Pokerstars, blev det til et nydeligt dansk resultat. Én af landets helt store onlinegrinders, Rasmus ‘bigoots’ Sibast var tæt på at ramme de helt store skillinger, men måtte desværre tage til takke med en 7. plads og de medfølgende $27.612. Der var over $100.000 til både nummer et og to, så en meget nydelig, men også lidt ærgerlig placering til Sibast.

Derudover er det naturligvis blevet til et væld af andre små og store danske resultater i diverse turneringer, men de helt store sekscifrede ‘klonks’ blev det altså ikke til i går. I ugens største turnering, Sunday Million, fik vi end ikke en dansker i top 50, hvilket ikke ligefrem er noget, vi er forvænt med. Bedste dansker blev i går ‘xxbopa’ på 76. plads.

Læs også: Sasuke rundbarberede Trueteller på Stars’ højeste takst