Gå i Eastgates fodspor: WSOP bortauktionerer ‘Shuffle up and Deal’-annoncering

Meget få mennesker får i deres levetid æren af at ytre den berømte frase ‘Shuffle up and Deal’ i forbindelse med verdensmesterskaberne i poker. Én eneste gang har den annoncering været på danske hænder, da 2008-verdensmesteren Peter Eastgate sammen med Doyle Brunson åbnede ballet på Rio året efter sin ikoniske sejr, og nu byder muligheden sig så igen, hvis bare pengepungen er stor nok. World Series of Poker har nemlig for første gang nogensinde valgt at bortauktionere det gyldne øjeblik, og netop nu kan man byde på oplevelsen på velgørenheds-siden CharityBuzz.

Den udbudte pakker giver udover muligheden for at kalde ‘Shuffle up and Deal’ under årets WSOP-finalebord, også to sæder på forreste rækker til de to dages afgørende poker, ligesom der er inkluderet tre overnatninger på det nye boutique-hotel ‘The Cromwell’ og en middag på restauranten Giada. Endelig får vinderen også lejlighed til at lære lidt om spillet, da 2010 player of the year, Frank Kassela, giver en privat coachingtime i Las Vegas.

I øjeblikket er det højeste bud på pakken lige over $2.500, men realistisk set kommer oplevelsen til at gå for meget mere. Det er nemlig ikke bare muligt at byde på nettet frem til på torsdag, men dagen efter vil der også være en liveauktion i forbindelse med arrangementet ‘One Night with One Drop’. Her får de deltagerne altså mulighed for at byde mod de indkommende internet-bud, så pakken kan snildt ende i mere end en halv million danske kroner, hvis man kender de pokerinteresserede velgørere ret.

Endelig skal det selvfølgelig nævnes, at WSOP ikke selv får glæde af pengene. Det vindende bud bliver nemlig doneret til Guy Lalibertés velgørenhedsorganisation One Drop.