888 indtog København: “Det danske marked er en prioritet”

Det er ikke ofte, Casino Copenhagen fylder deres ballroom til bristepunktet med pokerentutiaster, men i går var det netop hvad der skete, da 888Poker skød finalearrangementet af deres stortanlagte WSOP-promotion i gang på kasinoet på Amager Boulevard. Langt størstedelen af de 210 deltagere havde formået at freerolle sig ind i turneringen, og spillere var kommet både fra Sjælland, Fyn og Jylland for at spille med om de 9 udlodede WSOP-pakker.

Læs også: Rachlin og Wrang videre i jagten på 888s WSOP-pakker

Det er den største WSOP-satellit i Danmark i årevis, og er for alvor et tegn på, at 888Poker er det tilbage på det danske marked, og ønsker at tage hånd om de rød-hvide kunder. Det skyldes en noget anden tilgang end konkurrenterne, fortæller Simon Ravn, der er Countrymanager for 888 i Danmark.

888 Live

210 spillere mødte i går op til 888Pokers store satsning – en satellit til årets World Series of Poker.

“Vi har et lidt andet approach til det danske pokermarked, end mange af de andre pokerudbydere. Vi vil gerne tilbyde value til alle vores spillere, frem for at fokusere på sign up-bonuser og nye kunder. Derfor kan eksisterende kunder forvente rigtig mange kampagner både på sportsbetting-, kasino og pokerdelen. Selvom pokermarkedet generelt er nedadgående, så behøver det ikke nødvendigvis gælde for det danske marked. Folk vil jo fortsat gerne spille poker, og vi tror, vi kan tilbyde en ny, frisk oplevelse hos os”, fortæller Simon Ravn.

Avanceret multitabling

En af de spillere, der har sikret sig billet til 888Pokers imponerende promotion er den tidligere EPT Campione-vinder, Jannick ‘bajawa’ Wrang. Han er endda mødt frem, selvom han er blandt de sidste 39 i en $55 SCOOP-turnering på PokerStars med $20.000 på toppen.

“Der skal fart på fra start. Jeg er videre til dag 2 i SCOOP-32-L, hvor jeg anslår værdien af mine chips til at være mellem 10.000 og 15.000 kroner. Her er de “kun” 1.100 kroner værd fra start, så jeg kan spille med indtil første pause, før jeg dribler hjemad. Når jeg nu bor lige rundt om hjørnet, så fungerer det meget bedre for mig, end at skulle spille den på telefonen ved bordet”, fortæller han.

IMG_8764

Heller ikke Jannick ‘bajawa’ Wrang kunne sige nej til 888-valuen på Casino Copenhagen i går.

Selvom Wrang er lidt af en Vegas-veteran, og i mange år var nærmest fast inventar under WSOP, så afhænger hans tur over Atlanten i år primært af udfaldet af denne turnering, forklarer han.

“Man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig, men jeg kommer nok næppe afsted til Vegas i år, ved mindre jeg skulle gå hen og vinde en pakke. Det her er da til gengæld en rigtig fed promotion, og en rigtig god chance”, lyder det fra Wrang.

Efter førstedagen ligger den tidligere EPT-vinder da også udmærket til. Med 44 tilbage er ‘bajawa’ nummer 21, og skal altså “blot” overleve 35 eliminereringer, for at kunne få endnu et Vegas-stempel i passet i juni måned. Til gengæld endte SCOOP-eventyret mindre lykkeligt, da Wrang måtte tage til takke med en 25. plads.

888 på landkoret – også i provinsen

Det er ikke tilfældigt, 888 har valgt en Vegas-promotion som den første større kampagne i Danmark. Det tiltaler nemlig både de rigtig skrappe spilere og hobbyspillerne, mener Simon Ravn.

“Det er min erfaring, at det tiltaler en masse pokerspillere, at der er mulighed for at vinde en tur til Vegas med masser af lir. Derudover så satser vi også benhårdt på livemarkedet. En stor spiller som PokerStars er for eksempel slet ikke til stede på det danske marked, når det kommer til livepoker. Det vil vi være, og der kommer blandt andet til udtryk i den her WSOP-promotion, som vi har fået rigtig meget positiv respons på. Omkring 2.000 spillere har forsøgt at kvalificere sig til livefinalen, og der er jo også totalt udsolgt i dag, så det fortæller mig, vi har fat i noget af det rigtige”, forklarer landechefen.

888 Live Casino

Til efteråret vil 888Poker introducere turneringsserien 888Live Local på en række destinationer rundt omkring i landet.

Endelig løfter Simon Ravn sløret for, at 888 har flere livearrangementer i støbeskeen til efteråret.

“Vi har i forvejen et samarbejde med DAPT, men vil efter sommeren så småt begynde at introducere Danmark for vores ‘Live Local’-turneringsserie, der har været en stor succes i andre lande. Tanken er at tilbyde turneringer mellem 500 og 1.000 kroner på de danske kasinoer – også de, der ikke lige ligger i København. Det skal altså være muligt at spille en turnering med god struktur til en rimelig penge, så vi ikke “bare” har vores velkendte onlineudbud, men også bliver en storspiller på livefronten”, slutter han.

888Pokers WSOP-kval afgøres i aften fra klokken 19 på Casino Copenhagen. Du kan læse om resultatet her på PNN i morgen.