Optimistisk Mercier vil vinde tre turneringer i 2014
Første store kryds i årets pokerkalender bliver nået i morgen, når årets PCA bliver sendt afsted på Bahamas. En af de stensikre deltagere er Jason Mercier, der skal til sin syvende PCA i træk. Ligesom flere andre har Mercier sat sig nogle mål for pokeråret 2014, som han forklarer i en ny blog. Mercier har i flere år sat sig det mål, at han ville vinde $1 million i ren pokerprofit i løbet af kalenderåret, og selvom han stadig mener, at det ikke er noget dårligt udgangspunkt, så har han lavet lidt om på skalaen i år.
Jason Mercier, der af mange betragtes som en af verdens bedste turneringsspillere, har nemlig sat sig det mål, at han vil vinde hele tre liveturneringer i år, og selv om det lyder næsten umuligt, hvis man kun medregner de store Main Events ved EPT- og WPT-festivalerne, så bliver det straks mere realistisk, når man medtager de store highrollers med få deltagere, samt de mange sideevents – store som små – som Mercier får spillet i løbet af 12 måneder. Han nåede da også at vinde tre liveturneringer i både 2009 og 2011.
Læs også: Jokende Gus: Jeg er inde for $13 millioner
Derudover har Mercier sat sig et enkelt mål mere. Han vil vinde mindst én stor titel i 2014, og når han siger stor titel, mener han enten en WPT-, EPT- eller WSOP-titel. En sejr på en af de tre nævnte pokertours vil da også give Mercier en halv side mere i historiebøgerne, da en WPT-titel vil vinde ham en såkaldt ‘Triple Crown’, mens endnu et WSOP-armbånd vil gøre Mercier til én af de yngste spillere, der har opnået tre sejre ved VM i poker. Sidst skal dog nævnes EPT-trofæet, hvor ingen spillere endnu har prøvet at løfte et trofæ mere end én gang. Flere har været tæt på, men endnu er det aldrig lykkedes at få en dobbelt EPT-vinder.
Det sidste er altså, hvad Jason Mercier jagter i den kommende uge, når det går løs med årets Pokerstars Caribbean Adventure på Bahamas. Mercier fortæller i øvrigt, at han i år ikke flyver til ferieøen, men i stedet ankommer med stil i sin nye båd. Det må vel siges at være pænt ‘baller lifestyle’ og bør give en adgangsbillet til jetsettet.
Du kan læse hele Jason Merciers nytårsblog lige her: Jason Mercier – 2014 here I come
Og husk, at du kan følge PCA’en fra i morgen lige på PNN.dk fra kl. 20.30 dansk tid.