Sasuke krydsede klinger med ‘unsuspecting’

Den nye danske og fortsat anonyme highroller ‘unsuspecting’,  krydsede i går klinger med Jacob’ Sasuke’ Rasmussen på fire No Limit Hold’em $25/$50 heads up-borde på PokerStars. En match der efter alt at dømme endte nogenlunde even steven.

De to danskere fik også sludret lidt med hinanden på chatten undervejs. ‘Lottenice’, der er Jacob Rasmussens nick på PokerStars, virkede ikke til at være helt med på, at ‘unsuspecting’ pludselig trak stikket på matchen, og det kom der følgende chat ud af:

Læs også: Hvem er ‘unsuspecting’?

unsuspecting vs sasuke chat

Den altid skarpe læser af PNN.dk vil bemærke, at chatten foregår på engelsk, og det blev også noteret på pokernet.dk, hvor en bruger hurtigt luftede tanken om, at den engelske chat kunne betyde, at ‘unsuspecting’ måske er en udlænding, der er flyttet til Danmark. Den tese kunne Jacob ‘Sasuke’ Rasmussen dog hurtigt skyde i sænk.

“Vi talte engelsk, fordi det er kutyme. Jeg mener, at vi har skrevet dansk sammen tidligere, så jeg går stærkt ud fra, at han er dansker,” skrev Jacob Rasmussen på pokernet.dk og fik hurtig opbakning fra en anden bruger, der erklærede sig helt sikker på, at han har set dem skrive på dansk.

Det var den 23. april, at ‘unsuspecting’ lige pludselig materialiserede sig ud af den blå luft, og plukkede Daniel ‘Jungleman12’ Cates for små $65.000. Næste omgang mellem de to tabte danskeren med et minus på $43.500, men i den tredje og hidtil sidste dyst mellem de to slog ‘unsuspecting’ for alvor til og skrællede verdensstjernen for hele $127.000.

Læs også: Danske ‘unsuspecting’ prygler Jungleman12