Isildur tromler videre – igen klø til Kostritsyn
Viktor ‘Isildur1’ Blom bare buldrer derudaf i 2014, hvor han, bortset fra et par enkelte bump på vejen, har virket noget nær ustoppelig. I går blev det endnu engang til en session i millionklassen, da svenskeren igen krydsede klinger med Alexander ‘PostflopAction’ Kostritsyn.
De to spillede Mixed Games, men præcis hvilken form for rotation, som de to kamphaner havde bestemt sig for, vides desværre ikke med bestemthed. I hver fald satte de to sig til rette ved et $200/$400 Mixed-bord, hvor de fik tævet 554 hænder igennem. Det gik altså bedst for ‘Isildur1’, der fik hevet $289.540 hjem på bordet. Beløbet er ret bemærkelsesværdigt, da $200/$400 i limits trods alt er relativt beskedne satser for Isildur og Kostritsyn, der ofte har kæmpet med hinanden på de enorme $2.000/$4.000-borde.
Læs også: Isildur swinger videre – plus $400k
Isildur har i 2014 været aktiv i flere varianter end de fleste. Både NL Hold’em, Pot Limit Omaha, Fixed Limit Omaha Hi/Lo, 2-7 Triple Draw Lowball og en mængde forskellige Mixed Games har været inde i porteføljen. Foreløbigt har det altså været en profitabel beslutning med de mange varianter. I går blev det da også til et lille eventyr i NL Hold’em, hvor Isildur udfordrede Douglas ‘WGCRider’ Polk, der ellers tidligere på året gav svenskeren en ordentlig lussing. I går blev det til blot til 46 hænder på $500/$1.000, der gav et plus på $15.000 i svensk favør.
Læs også: Stor lussing til ‘Isildur1′ efter marathon-session
Gårsdagens resultat bringer Viktor ‘Isildur1’ Blom op på næsten $1.500.000 i plus alene for januar. En start på året, som ingen andre pokerspillere er i nærheden af at kunne matche. Svenskeren arbejder generelt med nogle meget vilde swings, så selvom om beløbet kan virke enormt, så har vi før set eksempler på, at det hurtigt kan vende, og at den nedadgående bakke nogle gange er endnu stejlere end den opadgående.