Frederik Brink sejrer igen: På vej mod storformen

Det virker som om, at Frederik Brink igen er ved at finde storformen frem. I forgårs kvallede han sig til European Poker Tour-turneringen midt i marts i London, og hvorfor så ikke tage EPT-titel nummer to ned, nu hvor formen er ved at indfinde sig? En brandvarm Brink er ikke sjov at sidde til bords med.

Læs også: Så er Brink i krig med $25k satellit til One Drop: Det er god lir!

I går aften og nat fortsatte Frederik ‘Fred_Brink’ sin gode form på PokerStars, hvor det blev til både sejr og et stort finalebord. Frederik Brink tog sig kærligt af $530 Wednesday Pot-Limit Omaha Hi/Lo til $11.250 og inden da var han blevet nummer fire i ‘The Big $162’ til lige under $9.000. Hele 786 spillere stillede til start i ‘The Big $162’.

Det er snart et år siden, at Frederik Brink vandt karrierens hidtil største sejr. Den 12. marts 2012 vandt Frederik Brink EPT Madrid Main Event – €5.000 NLH – og cashede ved den lejlighed €495.000. I sommers stak han for alvor næsen frem i WSOP Event 57, $10.000 NLH 6 handed, men en lidt ærgerlig afslutning på turneringen betød, at Brink måtte tage til takke med en 16. plads og $44.100.

Det er vist ved at være den tid igen.