Terningerne er kastet: Superoptimist lover guld og grønne skove

For en ægte gambler af Guds nåde findes der ikke mange fornøjelser, der er større end at have to kvadratiske hvide terninger i hånden, tre ‘come-bets’ på bordet, og en hel stald af mennesker, der står og råber og skriger på en ‘hard eight’. Som de fleste nok har regnet ud, bevæger vi os i denne artikel ud i den ædle disciplin; Craps.

Craps, eller krebs som det kærligt kaldes, er EV-mæssigt noget af det bedste, du kan spille, når du træder ind på et casino – hvis du vel at mærke spiller ordentligt. Mange gamblere har dog måtte sande, at ligegyldigt hvor meget sideskru, du sætter i terningerne, og uanset hvor mange krumspring, du laver imens – ja, så er og bliver det mere end svært at tjene penge på ‘krebs’ i længden. Det er ærgerligt, for det er simpelthen skidesjovt.

Læs også: Nyt fra Theo: Tvunget til at spille ‘craps’ på Bahamas

Nu melder en formastelig og meget optimistisk personage sig på banen, der tilsyneladende tror, at han kan lære uvidende turister noget om Craps. Eddy Perry hedder manden, der mener at have løst mysteriet om terningernes trillen. Han fortæller i et interview med Cardplayer.com – i ramme alvor – at ethvert system virker i Craps, så længe man anskuer bordet rigtigt.

“Jeg tror ikke på systemer, da hvert system kan virke afhængigt af bordet. Det vil bare ikke virke i længden. En god Craps-spiller er fleksibel og kan evaluere et bord, så han kan lave det mest profitable spil. Mange gamblere begynder at tabe og spiller derfor mere og mere for at vinde det tabte tilbage. Du er nødt til at have en ‘stop loss-strategi’ – og tro det eller lad være, så skal du også have en ‘stop win’. Nogle gamblere begynder at vinde, men kan ikke finde ud af at kvitte, mens de er foran,” fortæller Perry

Eddy Perry er selv professionel gambler og er altså nu startet op som ‘krebse-coach’. Hans uvurderlige rådgivning koster ovenikøbet ikke en krone, men til gengæld ser han gerne, at hans elever betaler lidt af gevinsten, hvis og når de vinder. Perry fortæller ydermere, at netop pokerspillere er de ideelle krebse-spillere.

“Pokerspillere er perfekte til denne strategi. De har lært at være tålmodige og kan hurtigt tilpasse sig et bord,” forklarer Eddy Perry, der – altså stadig i ramme alvor – påstår at kunne lære dig fire ting i sin coaching.

  • At anerkende og tilpasse dig spillet i øjeblikket
  • At spille MED bordet
  • Hvordan du evaluerer, hvilke numre du skal bette på
  • Hvad der gør et godt bet godt

Vi ønsker naturligvis Eddy held og lykke med sin nye ‘geschæft’, men må nok også informere om, at terningerne godt kan være en anelse genstridige en gang imellem.

Også Danmark har stolte krebse-traditioner, og Las Vegas har ofte været vært for det komplet uofficielle danske landshold i krebs, som bl.a. består af Claus Vallø, Martin ‘Piraten’ Nielsen, Morten Holm og den nu afsatte stjerne Theo Jørgensen. Sammen har holdet bragt skræk og rædsel til samtlige store casinoer i Las Vegas, hvor de med sideskru, baghåndskast og diverse andre lækkerier har terrorriseret ørkenens grønne filt.

Vi arbejder på en kommentar fra Claus Vallø og Martin Nielsen, der på trods af deres fremskredne alder stadig tilhører den absolutte elite blandt danske krebse-spillere.

Læs også: Crap-chok: Theo smidt væk som en våd karklud