Kinapoker på programmet til DM i poker

Kinapoker bliver en del af programmet til årets DM i poker. Så sing sau sjask – nu skal du ha’ klask!

PNN.dk erfarer, at kinapoker for første gang nogensinde bliver et officielt punkt på programmet til en større dansk pokerbegivenhed. Og bedre endnu: Turneringen bliver ganske gratis! Og selv om turneringen bliver ganske gratis garanterer Danske Spil en flot førstepræmie, der dog endnu ikke ligger fast.

“Det er på tide at få kinapoker på programmet. Vi glæder os utroligt meget til at stable den første officielle kinapoker-turnering på benene herhjemme,” siger Danske Spil Poker Manager Peter Holst til PNN.dk.

En del af turneringens koncept er fortsat på tegnebrættet, men det ligger fast, at turneringen bliver afholdt som en Open Face Chinese-turnering.

Læs også: Hop med på dillen – Lær at spille Open Face Chinese

Og: Kinapoker-tv: Agiuar: – Sådan spiller du Open Face Chinese

“Det er jo den vej, det går – det er det, alle spiller nu. Jeg spillede det selv rigtigt meget under WPT’en i Vejle, og det er bare et overdrevet sjovt spil. Du må til at i gang med det. Du er allerede kommet langt bagud,” griner Peter Holst til PNN.dk, der stædigt holder fast i den ‘gamle’ variant af kinøjseren.

Det mest sandsynlige scenarie er, at turneringen bliver afviklet som en regulær turnering – det vil sige med fire mand på hvert bord. Alle har chips – alle skal satse på deres egne hænder. Du er altså ikke død bare fordi du samler skrald op i et par hænder i træk.

Peter Holst regner med, at turneringen vil blive cirka 70 mand stor, og han lover, at PNN’s læsere (nogle af dem i hvert fald, red.) vil få mulighed for at komme med i turneringen.

Det vil vi glæde os til at fortælle jer meget mere om senere.

thumbs up