Der gik lir i den for Tjepan: – Men NU tager min drukmakker hjem!

Han skulle jo vist nok have spillet med i Event 24, $1.500 NLH, men små fugle kvidrede en lille sang om tømmermænd. Selv konstaterer Jaroslav Tjepan bare, at han ‘sprang den over’.

Men han indrømmer, at der er gået lovligt meget lir i den i Las Vegas.

“Den har stået på lir de sidste mange dage,” siger Tjepan til PNN.dk, mens han sidder og tæsker cashgame på Venetian.

Men det stopper nu – liren altså. Og Tjepan er ikke typen, der gør noget halvt.

“Det, der sker nu, er, at min værelseskammerat/drukmakker tager hjem. Og de to andre danskere, som jeg også har festet med, tager også hjem,” siger han, og man kan bare høre, at han er ved at bygge op til at afsløre sin nye plan.

“Jeg er faktisk i gang med at hyre en personlig træner. Jeg flytter ind på Venetian, og får lavet kostplan og en motion plan sammen med træneren. Planen er at frem til event 49, som jeg spiller, skal den stå på træning og perfekt kost hver eneste dag,” fortæller Tjepan.

Event 49 er i øvrigt en $1.500 No Limit Hold’em-turnering. Men Jaroslav Tjepan fortæller også, at han også spiller Event 40 ($1.500 NLH) og Event 42 ($1.000 NLH).

Du gør tingene fuldt ud, hva’? Ingen blød mellemvej til dig?

“Ha ha, nej, men jeg glæder mig. Jeg håber på at tabe mig 5-7 kilo i løbet af de næste par uger. Når det så er overstået, tager jeg til Los Angeles, hvor der igen kommer til at være lir på programmet indtil et par dage før Main Event,” fortæller Jaroslav Tjepan.

God vind med projektet herfra. Og husk nu, du har lovet at komme hjem med et bracelet.