Wrang til EPT Deauville: Uden tvivl det svageste felt i Europa

Jannick Wrang har frekventeret den europæiske pokerscene i efterhånden en del år. Det er blevet til mange flotte resultater, og helt i toppen af listen troner naturligvis den fantastiske sejr ved EPT Campione Main Event for snart to år siden. Den sejr indbragte Wrang €640.000 eller næsten fem millioner kroner efter dagens kurs. Jannick ‘Bajawa’ Wrang er med andre ord en erfaren herre, der nok skulle kunne vurdere styrken i EPT-felt. Det har vi så også bedt ham om.

“EPT Deauville er uden tvivl det svageste felt i Europa, og jeg er meget spændt på Main Event, og hvilket bord jeg trækker. Det er ikke dårligt, hvis man trækker et bord med en masse franskmænd. Der er ikke ret mange franske proer, så man er godt inde, hvis man ikke kender nogen af dem på forhånd. Det er sådan set meget simpelt”, fortæller Wrang, da vi fanger ham på en telefon i Frankrig.

Læs også: Danskerne faldt i FPS Highroller, men er klar til EPT Main Event

Den franske afdeling af EPT-turen er kendt som et meget populært stop, som mange europæiske pokerspillere har som mere eller mindre fast kryds i kalenderen. Jannick Wrang spiller måske ikke helt så meget poker, som han gjorde engang, hvor han nærmest synes at spille konstant. Alligevel er han hurtig til at affeje enhver mistanke, da vi med lidt glimt i øjet spørger, om han er taget til Frankrig på en lille ferie.

“Nej, det er sgu ikke for morskabens skyld, at jeg er taget herned. Alene buy-ins kan jo snildt løbe op i 20-30.000 euro, når alle Side Events er talt med.  Der er desværre ‘uncapped’ rake på cashbordene hernede, så det bliver der ikke noget af i denne omgang,” forklarer Wrang om sit besøg i Deauville.

Også Wrang kollega, Rasmus Agerskov, er enig i, at der formentlig er god værdi i at spille EPT Deauville. Han vil dog ikke gå helt så langt som Wrang i sin vurdering.

“Jeg har spillet EPT Deauville et par gange før, men jeg er aldrig gået dybt i den, så det virker dumt at sige, at den skulle være nem. Men altså niveauet er bare generelt lavere hernede. Jeg kan ikke sige så meget andet, end hvad alle andre siger,” kommer det med et smil Agerskov.

Agerskov bebudede i går, at han muligvis ville være klar til at spille den €10.000-dyre Highroller, som starter i næste uge. En anden mulig dansk deltager er netop Jannick Wrang, der også fortæller, at han formentlig sidder klar i den hårde turnering, hvis han ellers er slået ud af Main Event inden Dag 4.

“Afhængigt af hvordan det går i Main Event, så kunne jeg godt være klar til Highrolleren. Man ved det aldrig helt, men altså hvis man buster i alt andet, så… Der er vel typisk 70 % chance for, at jeg deltager i Highrolleren, når jeg tager afsted hjemmefra” lyder det fra Wrang, der dog siger, at det er så som så med værdien i de dyre turneringer, der afhænger af flere faktorer.

Læs også: Agerskov overvejer dyre Highroller-turneringer

“Værdien i en highroller varierer meget. Der er generelt ikke specielt stor værdi, hvis nogen overhovedet. Det kommer bl.a. an på startbord, samt hvor godt man selv er spillende. Der sidder måske et par mindre gode spillere, samt nogle dygtige, som man spiller lige op med”, siger Jannick kort inden, han skal sætte sig til bordet ved Dag 1A af EPT Deauville Main Event.

Vi håber naturligvis at have en stor flok danskere med i Main Event, når det resterende felt på torsdag er nået til Dag 4. Skulle det mod forventning være tilfældet, at nogen af dem er slået ud, kunne det da være sjovt at se et par stykker af dem i Highrolleren.