Jannick Wrang og Mikael Viuff Hansen videre til Dag 2 i rekordstort Eureka Main Event i Wien

Et rekordstort antal på 457 spillere stillede op til den første startdag i Eureka Vienna Main Event, hvilket gør den til den største Dag 1A i Eureka Poker Tours historie.

Da Eureka Main Event løb af stablen i Tjekkiets hovedstad Prag i december, blev der sat nye rekorder over hele linjen. Den første rekord blev sat allerede på Dag 1A, hvor 366 spillere stillede til start, hvilket var ny rekord i Eureka regi.

Men den rekord blev nærmest sprængt i stumper og stykker, da Eureka Viennas Main Event i går blev sat i gang i den østrigske hovedstad.

Dag 1A i Wien så nemlig næsten 100 flere ansigter ved bordene, da 457 håbefulde spillere var troppet op på det prægtige Hofburg Palads for at give turneringen et skud.

Blandt dem sad tre mand med dansk pas, og det drejer sig om Stefan Raffay, Mikael Viuff Hansen og Jannick Wrang.

Mens Stefan Raffay ikke klarede sig videre til Dag 2, gik det anderledes godt for Mikael Viuff Hansen og Jannick Wrang. De sikrede sig nemlig begge en billet til turneringens andendag med henholdsvis 53.300 og 115.000 chips.

I alt gik 121 spillere videre fra Dag 1A, og chipleaderen for dagen er Østrigs Gerald Karlic som lukkede dagen i 241.500 chips.

Hofburg_Palace

Hofburg paladset – som danner rammen om EPT og Eureka i Wien – har siden 1438 huset både konger og kejsere og er i dag hjem for den østrigske præsident.

Dag 1B spilles i dag i Wien, hvor der forventes endnu flere spillere ved bordene end på turneringens førstedag. Det betyder, at Eureka Main Event for anden gang i træk med stor sandsynlighed kommer til at tiltrække over 1000 spillere.

I Prag tilbage i december deltog i alt 1315 spillere i Eureka Main Event, hvoraf hele 949 troppede op på Dag 1B. Hvis det samme sker i dag, kan vi nemt ramme i omegnen af 1500 spillere.

Ved Eureka Prag Main Event vandt Dmitry Holdew €226.400, da han sejrede i den tjekkiske hovedstad. Den førstepræmie kan altså vise sig at blive endnu større i Wien.

 

Top 10 chip counts på Dag 1A:

Position Name Country Chips
1. Gerald Karlic Austria  241.500
2. Razvan Bordei Romania  220.200
3. Konstantinos Stratopoulos Greece 195.800
4. Joao Brito Portugal 190.800
5. Michael Eiler Germany  182.500
6. Michail Karapanos Greece 174.900
7. Valeri Savov Bulgaria  170.700
8. Adam Owen UK 166.200
9. Peter Muehlbek Austria  161.300
10. Karel Kratochvil Czech Republic  157.100
23. Jannick Wrang Denmark  115.000
76. Mikael Viuff Hansen Denmark  53.300

 

Artikelfoto: Jannick Wrang fanget af PNN.dks fotograf under et High Roller event ved EPT Prag i december.