Wrang: Over en million stuck i live-turneringer

Jannick Wrang er netop hjemvendt fra PokerStars EPT Barcelona. En tur, hvor hverken Main Event eller sideturneringerne gav afkast i form af euro til rullen. Faktisk var det en tur, der med både buy ins og rejseomkostninger medregnet, kom til at stå satellitkongen i omkring 100.000 kroner. Det er sjette gang Wrang har taget turen til EPT Barcelona, og ligeså mange gange er han kommet hjem uden gevinst.

”Ja, Barcelona har været dyr for igennem årene. I alt vil jeg gætte på, at den har kostet mig en halv million kroner, hvis man regner det hele med, ” siger han til Slowplay.dk.

Men det er ikke kun Barcelona, der har været et dyrt bekendtskab for Jannick Wrang – det gælder også for liveturneringer set over en bred kam. Når WCOOP er overstået, skal Wrang i gang med kuglerammen for at finde frem til præcist, hvor meget liveturneringer har kostet ham igennem årene.

”De næste par uger skal jeg i gang med at rydde op i min Hotmail for at finde ud af, hvor meget turneringerne har kostet mig alt i alt, siden min allerførste i 2004, hvor jeg medvirkede i PartyPoker European Open. Jeg er meget spændt på, hvad beløbet løber op i, når man regner fly og hotel med, men jeg gætter på omkring en million kroner,” siger han.

Bare to pletskud er nok
Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvorfor blive ved? Når nu simpel matematik siger, at det er en underskudsforretning, hvorfor så ikke droppe rejserne rundt i Europa og resten af verden?

”For det første, så synes jeg, at jeg udvikler mig gang for gang. Mit livespil bliver ganske enkelt bedre. Derudover er det jo fedt at komme ud og kigge lidt rundt – specielt, hvis det er nogle byer man ikke har været i før.”

”Det helt store og altafgørende mål er dog at ramme en enkelt eller to gange, så man er sikret for livet. Det er en jagt på økonomisk frihed gældende for resten af livet. Hvis man kommer op på 8-10 millioner kroner, så behøver man reelt ikke mere til fremtiden. Det betyder ikke nødvendigvis, at man skal stoppe, men at man i hvert fald kan spille mere frit stressfrit og måske kan give sig i kast med et studie eller nogle forretningsprojekter. ”

Og måske den økonomiske frihed er lige rundt om hjørnet. Jannick Wrang har i hvert fald et tæt pakket liveturnerings-program i den nærmeste fremtid, hvor DM, PCA’en, EPT København er sikre kryds i kalenderen, mens der også er planer om at spæde til med et par ekstra EPT-turneringer.

”For tiden har jeg mest appetit på liveturneringer og synes ikke det er så spændende at sidde derhjemme foran skærmen. Ikke mindst fordi jeg nu har smagt på top 16-placeringer et par gange, og altså været inden for finalebordets rækkevidde, så jeg ved efterhånden, hvor ‘lidt’ ekstra, der skal til, før man rammer et stort resultat.”