WPT KBH – Seneste nyt i tekst og billeder: Piraten i storform, forhåndsfavoritten frustreret

Bornholmeren har passeret tidspunktet for den daglige aftendram, og udenfor har mørket fået fat.

Den slags natlig dække er noget, der passer en ægte pirat perfekt, og Martin ‘vmnielsen’ Nielsen ligner umiddelbart et godt bud på en chipleader her på dag 1A. Hele 130.000 har piraten haft held med at skrabe sammen, og det er en ganske imponerende stack, når man tænker på, at turneringens average lige nu er 40.714.

Følg livebloggen lige her

Piraten – han ser sulten og bidsk ud.

For et øjeblik siden havde piraten så god grund til at mærke angstens klamme hånd, for hvem kom gående op af trappen?

Svaret serveres med ærefrygt: Forhåndsfavoritten i alting. Legenden. Mads Andersen.

Læs også: Forhåndsfavoritten ER her: Hold kæft, hvor er her pissekoldt!

Men Martin Nielsen – og alle andre spillere i WPT KBH – kan ånde lettet op, for Mads Andersen spiller ikke WPT’en.

“Naarh, det gør jeg ikke. Jeg er her for at spille cashgame, men det ser ikke ud til, at der er noget,” siger Mads, mens han ivrigt spejder sig omkring.

Mads Andersen spejder forgæves – intet cashgame lige op over.

Vi prøver at gøre vores til at redde Mads Andersens aften:

Du kan jo prøve at kvalle dig i satellitten? Du kan spare mange penge.

“Den er udsolgt. Ellers ville jeg helt sikkert gøre det,” siger Mads – og mener det modsatte, hvis nogen skulle være i tvivl.

Med intet cashgame i nærheden er der kun en ting at gøre: Forstyr Jørgensen!