WCOOP: MortenVM og Agerskov klar til millionfinale
Morten ‘MortenVM’ Mortensen og danmarksmesteren Rasmus Agerskov har igennem det seneste års tid ageret rejsemakkere, når de har været ude ved liveturneringer i Europa, men her til aften får de også muligheden for at se lidt til hinanden ved onlinefilten, når de begges skal spille finale i WCOOP Event #45 ($2.100 NL Hold’em).
Der er 164 spillere tilbage ud af hele 1.437 startende. Det store fremmøde betyder, at der ligger en ordentlig tot på over $480.000 og venter på den senere vinder.
Inden finalen skydes i gang klokken 20.30 ser der bedst ud for Rasmus ‘RasA86’ Agerskov, der ligger nummer 44 med en stack på 180.000. ‘MortenVM’ ligger i midten af feltet med 121.000 chips som nummer 78.
Blinds hedder 1.500/3.000 med 375 i ante. Alle de resterende spillere er sikret $3.880.
Kan Ministerborg gøre det igen?
Simon ‘Ministerborg’ Ravnsbæk hentede sidste år flere storslåede onlinesejre, ikke mindst under SCOOP, og måske han nu er klar til at slå til i WCOOP-regi også. Den aarhusianske turneringshaj ligger nummer 76 ud af de 111 spillere, som er videre i Event #43 ($215 NL Hold’em). Lidt længere fremme finder vi også en anden dansker, ‘Bazoft’, som nummer 42.
De to danskere er på jagt efter en førstepræmie på $249.394.