WCOOP: Jason Mercier 3’er efter benhårde deal-forhandlinger
Som vi tidligere har beskrevet her på sitet, var der tidligt i morges besøg på et WCOOP-finalebord fra et af pokerens helt tunge navne. Jason Mercier havde kæmpet sig frem til finalebordet i WCOOP Event-24 – $700 NL Hold’em, hvor han længe sad og byttede chips med bordets andre deltagere. Da turneringen var reduceret til blot fire deltagere blev det foreslået at dele pengene, men det var den amerikanske superstjerne ikke videre interesseret i.
Det kan selvfølgelig have været ren forhandlingstaktik, for der endte rent faktisk med at blive indgået en deal. Det tog små 30 min. at blive enige, da Jason Mercier under ingen omstændigheder ville dele lige i porten efter ICM, som er en måde, hvorpå man kan regne ud, hvor stor ‘equity’ man har i turneringen baseret på de resterende chipstacks og præmiestrukturen.
Læs også: Se Ravnsbæks vilde forhandlingsteknik da han scorede super-deal
Mercier brugte sin større erfaring med store finaleborde, som argument for at han skulle have flere penge, end ICM egentligt berettigede ham til. Efter en halv times forhandlinger blev de så enige, da Mercier flere gange havde sagt, at han uanset hvad skulle have $230.000, ellers kunne de bare fortsætte spillet. Det afgjorde tilsyneladende slaget og Mercier fik de $9.000 ekstra i posen, som han havde forlangt.
Dealen kom til at se således ud:
- Sæde 3: Pimmss (11,313,802 i chips) – $247.457
- Sæde 8: vovanmillion (9,730,358 i chips) – $241.889
- Sæde 7: JasonMercier (7,117,900 i chips) – $229.965
- Sæde 6: romanooo64 (6,747,940 i chips) – $212.957
Der var $30.000 tilbage at spille om, som ‘vovanmillion’ tog sig af ved at nappe førstepladsen og dermed titlen. På twitter forklarede Mercier kort efter dealens indgåelse, at han selvfølgelig stadig ville gå målrettet efter titlen. De drømme led vel nok det endelige knæk, da hans to 8’ere ikke kunne klare ‘pimmss’ to 3’ere, efter at de to havde fået alle chips til midten preflop. Kort tid efter blev Mercier kylet på porten, da han skubbede sine to 4’ere ind i ‘vovanmillions’ overpar.