Voldsomt: WSOP tager $951.450 i rake i $1.500-turnering

World Series Of Poker Event 6 ‘Millionaire Maker’ $1.500 No Limit Hold’em er en sexet og svulstig sag, ingen tvivl om det. Utrolige 6.343 spillere har lagt buy-in på $1.500. Vinderen af turneringen scorer $1.198.780, men han/hun er langt fra den eneste, der griner hele vejen til banken. 6.343 spillere har nemlig skabt en præmiepulje på $8.563.050 … hov, vent lige lidt.

Læs også: Millionaire Matchmaker sætter WSOP rekord: – The Rio er et galehus!

6343 gange $1.500 er $9.514.500. Så er der selvfølgelig raken – dealerne skal jo også have lidt ud af det ligesom arrangørerne selvfølgelig også snupper en bid af kagen.

Men den bid af kagen, som WSOP tager, er voldsom. Og kritikken er begyndt at finde vej.

$951.450 lyder raken til World Series Of Poker Event 6 ‘Millionaire Maker’ $1.500 No Limit Hold’em helt præcist på. Til sammenligning er der en sjat over $700.000 til turneringens runner-up.

Jonathan Aguiar var en af de spillere, der alligevel syntes, at det hele blev lidt for fesent, da dag 2 af Millionaire Maker blev afviklet med 10 mand på samtlige borde.

“10 handed på dag 2. Var $900.000 i rake ikke nok til 9 handed?,” spurgte Aguiar, der ikke skulle vente længe før WSOPs Jack Effel tog til genmæle.

“Vær sød at gemme ‘the needles’ til den personlige samtale. Jeg vil være glad for at diskutere sagen ansigt til ansigt,” svarede Effel.

Aguiar svarede tilbage:

“Fair nok. Men at tage $900.000 i rake i en enkelt $1.500-turnering er dog næppe en nål.”