Velkommen til Slowplay

Velkommen til Slowplay.dk.

Slowplay.dk – hvad er det?

Slowplay.dk er først og fremmest pokernyheder. Døgnet rundt, 365 dage om året. Lokalt og globalt. Vi vil i høj grad prioritere vores egne historier med vores egne billeder, selv om vi selvfølgelig (også) gerne vil fortælle om Gus Hansen, Phil Ivey og alle de andre topchefer fra pokerfødekædens stratosfære – især når vi har historierne først. Men vi bliver aldrig dem, der dag efter dag sidder og scanner udenlandske nyhedssites for at genfortælle allerede fortalte historier. Der skal selvfølgelig være et solidt nyhedsflow, og vi følger naturligvis med ude i den store verden og citerer gerne interessante historier, men vi arbejder altid på vores egne ting. Det er et løfte.

Slowplay.dk er en portal for alle de danske pokerklubber, der har licensen i orden. Vi vil fra redaktionens side have et stort fokus på pokerklubberne og poker på det lokale plan i det hele taget. Pokerklubberne vil derudover selv have direkte adgang til Slowplay. Her kan de poste deres egne nyheder, billeder, opdateringer, medlemsinfo og meget, meget mere. Vores mission er at udbrede kendskabet til lokal livepoker for de tusindvis af danskere, der elsker et godt slag poker for en hund eller tre. Hvis vi kan hjælpe til med at skaffe pokerklubberne flere medlemmer, er vi top-tilfredse.

Slowplay.dk er poker-tv. Vi går ingen steder uden vores videokamera, og vi vil lave så meget poker-tv i topkvalitet som overhovedet muligt. Der vil selvfølgelig være mest tv-action, når vi er ude til de forskellige pokerevents – små som store.

Slowplay.dk er konkurrencer. Masser af konkurrencer med masser af fede præmier. Vi vil gøre alt for altid at have mindst en spændende aktiv konkurrence i gang.

Slowplay.dk er live-journalistik. Vi vil dække både små lokale og store internationale events og turneringer, mens de sker. Derudover vil vi arbejde stenhårdt på at få Danmarks bedste søndagsblog, når online-pokersiderne skyder deres store søndagsturneringer i gang.

Endelig er Slowplay.dk personlige blogs. Undertegnede og Sune Holst er Slowplays redaktionelle maskinrum, og vi vil have hver vores faste blog, der som minimum bliver opdateret en gang om ugen. Derudover vil et væld af pokerspillere og andre spændende mennesker efterhånden bidrage med deres egne blogs.

Vi håber, du vil få et absurd antal fornøjelige timer på Slowplay.dk. Hjertelig velkommen.

(Tegning: Mads Ortmann for Slowplay.dk)