Unibet Open dag 1B: Følg det hele på PNN.dk
Sikke en dag 1A vi havde i går. Vi nævner i flæng:
Frederik Brink skubbede tidligt stakken til midten med konge høj, fordi han havde sin modstander på noget ‘gammelmandsværk’. Godt læst af Brink, for det virkede perfekt.
Læs også: Unibet Open: Brink bluffer stakken i vejret
Morten Erlandsen troede, at man kunne købe sig ind i turneringen to gange, og den information var Simon Ravnsbæk ikke sen til at udnytte:
“De penge er tabt, Erland,” sagde Simon Ravnsbæk med den ærlige mine skruet fast på pokerfjæset, og Erlandsen hoppede lige i fælden. Ligbleg fik Korsør-legenden fart i benene, men turneringsledelsen fik desværre beroliget ham med, at han skam nok skulle få sine penge tilbage. Leg nu med, turneringsledelse!
Læs: Erlandsen i panik: What! Er der ikke re-entry?
Og vi bliver ved Ravnsbæk. Da hans knægt-tre knækkede Morten Erlandsens esser var alt som det plejer at være. Danmarks varmeste spiller i 2012 havde tilsyneladende bragt sin lava-temperatur med over i det nye år. Tilsyneladende.
For når Simon Ravnsbæk kommer all in med to damer mod Rasmus Vogts suitede dame-knægt, så vinder Ravnsbæk potten 99,9654 ud af 100 gange. Altså i 2012. I 2013 fanger modstanderen imidlertid en royal straight flush, og så er det vist ved at være tid for Ravnsbæk til at få taget det pilot-certifikat.
Læs: Vogt buster Ravnsbæk med vild Royal Straight Flush
Dag 1A var ganske enkelt en super-underholdende dag. Mere af det i dag, tak.
PNN er på plads, når dag 1B skydes i gang klokken 12. Og du kan også finde livestream fra Unibet Open lige her på siden.