Ugen der gik: ‘Sasuke’ vinder $109.000

Han har etableret sig som måske Danmarks skrappeste NL Hold’em cashgame-spiller og havde et rigtigt godt 2013, hvor han meget ofte var at finde blandt vinderne på de dyreste Hold’em-borde. Også i år ser det ud til, at Jacob ‘Sasuke’ Rasmussen har tænkt sig at smadre løs på Pokerstars, hvor han som altid spiller under navnet ‘Lottenice’.

I går har danskeren endnu engang været i aktion på Pokerstars’ dyre borde. Det er blevet til 95 hænder på $50/$100-bordene, som i alt har kastet $29.493 af sig, skriver trackingsitet HighstakesDB. Det gik blandt ud over Dimitri ‘forhayley’, ‘OtB_RedBaron’ og ‘Trueteller’, der alle har været aktive på samme bord som ‘Sasuke’. De to førstnævnte er to af døgnets største tabere, mens ‘Trueteller’ er øverst på listen over de største vindere – ‘Sasuke’ indtager fjerdepladsen på den liste.

Læs også: Sasuke om de høje takster: Det er nogle skrappe drenge

‘Sasuke’ er én af de spillere, hvis års- og månedsresultater ikke bliver vist på trackingsitet HigstakesDB.com. Hans ugentlige udskejelser kan man dog godt se, og også i denne uge er det blevet til et solidt plus til den danske highstakes-kanon. Hele $109.000 dollars er det blevet til på de dyreste takster, og det kan man jo også kalde en ugeløn. Det skal naturligvis lige nævnes, at HighstakesDB kun tracker bordene fra $25/$50 og opefter, så de hænder Jacob måtte have spillet på lavere takster er altså ikke med i regnskabet.

De sidste syv dages graf for ‘Sasuke’, hvor gårsdagens resultater endnu ikke er medtaget:

Sasuke uge 4

Med andre ord har det tilsyneladende været en god start på året for Jacob ‘Sasuke’ Rasmussen, der ser ud til at være på vej mod endnu et solidt pokerår. Som Daniel ‘Jungleman’ Cates for et par år siden fortalte PNN.dk, så er Jacob en spiller, som ‘er helt umulig at vride skillinger ud af’. Til gengæld kan han altså godt finde ud af at vride dem ud af sine modstandere.