Tox: – Svært at klage over de to sidste måneder

Christian ‘Tox’ Togsverd fik en flyvende start på 2013, da han allerede i slutningen af januar måned scorede en tredjeplads i den dyre søndagsturnering Sunday 500 og cashede $57.290.

Læs også: Tox tog tredjeplads i Sunday 500

Til hverdag er det dog i ikke i turneringer, men cashgame han gør sig, og også her har han fået en godt start på det nye år fortæller han til PNN.dk.

“Jeg er startet året med et ret solidt plus. Har haft flere gode cashes i tours- det største til små $60.000, samt et par andre mellemstore placeringer.”

“I cash har jeg også vundet pænt, så overall er det svært at klage over de sidste to måneder på trods af jeg ikke vandt Sunday Millions syv års jubilæumsturning,” lyder det med et smil fra cashgamehajen.

Han vil dog ikke ud med, hvor meget han er oppe med i indeværende år, men ved at sammenholde hans turneringsresultater og tilføje en smule overskud fra cashgamet, så fortæller lidt hurtig hoveregning, at han i hvert fald har rundet $100.000 for året.

‘Tox’ ville egentlig gerne have spillet med ved Unibet Open Copenhagen, der kører for fuld blus i disse dage, men valgte alligevel at springe over. Og vi skal heller ikke forvente at se ham ude til liveturneringer i den nærmeste fremtid.

“Jeg regner ikke med at spille så mange EPT’er lige foreløbigt, men prioriterer derimod online-poker lidt højere pt. Det kan meget vel være jeg prøver at finde tid til lidt live, som året skrider frem.”