Toft: En længe ventet sejr

Man fornemmede lettelsen, da Casper Toft endnu inden en eneste hane havde galet i morges postede en opdatering på Facebook:

”ENDELIG lidt medvind igen i det forpulede ***** spil!!!!!! keep it coming! :)”

Opdateringen faldt få minutter efter, at han havde vundet Ongames $100.000 Guaranteed. Og ganske rigtigt. Da Slowplay.dk fanger ålborgenseren lidt over middag fortæller han da også, at det virkelig var på tide, at han igen tog en turnering ned.

”Det var en meget længe ventet sejr. Cashgamet har slet ikke fungeret i år. Det har dog været lige ved og næsten i søndagsturneringerne. Jeg blankede ganske vist alt sidste uge, men for 14 dage siden vandt jeg to bløde hatte i form af en 12. plads på prima, og en utroligt ulækker udvikling på iPoker hvor jeg bliver nr. 10,” siger han.

Hvordan kom sejren i hus? Spillede du som en græsk gud?

”Haha, som en lille græsk gud måske. Seriøst, så var det et utroligt aggressivt finalebord. Jeg startede med at sidde lidt stille, og så fik den lidt mere gas, da vi blev shorthanded, meget standard. Det vigtigste var, at mine hænder holdt hjem. Og så lavede jeg et lille fint sug på ham, der lå nummer to, da jeg var chipleader med tre tilbage. Det gjorde, at jeg sad med 3 millioner chips heads up mod ham den sidstes 200.000. Det blev så afgjort to hænder efter min AT holder mod A5.

Skal sejren fejres? Og gi’r du den nu gas i WCOOP?

Jeg tror ikke rigtigt, at sejren skal fejres det vilde, jeg er selvfølgelig glad for endelig at tage en turnering ned igen, men pengene går bare ind og lapper lidt på de sidste par måneder. Med hensyn til WCOOP tror jeg ikke, at det bliver til mere end dem, der er om søndagen. Min stars konto har alligevel ikke cashet siden 2009, haha.”

Men dog dejligt at fremvise god turneringsform, her forud for Partouche Poker Tour går jeg ud fra?

”Selvfølgelig er det oplagt at vinde Partouche. Jeg vil også gøre, hvad jeg kan, for at det kommer til at ske,” slutter Casper Toft.