Theo spreder godt humør fra sygesengen
Det er blot nogle få uger siden, at nyheden om et voldsomt hjemmerøveri hos Theo Jørgensen rystede det danske pokersamfund – og resten af kongeriget.
Theo blev ved røveriet skudt to gange i det ene lår, men blev heldigvis hurtigt meldt i stabil tilstand og uden for livsfare.
Det strømmede i den forbindelse ind med varme hilsner om god bedring og held og lykke fra alle hjørner af Danmark til landets måske mest sympatiske pokerkendis.
Heldigvis er der nu gode nyheder fra Theo selv, da han i en dugfrisk opdatering på Facebook opdaterer fra sygesengen. Her kan man hurtigt spore den vanlige skarpe tunge og glimtet i øjet hos den danske poker pro:
“Tingene skrider i den rigtige retning. To sår heler fint, og to pænt store sår er stadig åbne, da der er gået betændelse i dem igen. Men jeg er ret sikker på, at jeg ville kunne løbe fra Ville Wahlbeck nu og Hr. Lodden før juleaften”, skriver Theo på sin Facebook-profil.