Theo dumper fælt som Nostradamus
Theo Jørgensen er med på den varme linje i seneste udgave af Pokerlejrens interviewserie “Plus”, og her kommer det frem, at hans evner som sandsigerske mildest talt er ringe.
Rent faktisk svinger han sig helt op i kategori med Thomas Watson, når det kommer til dårlige forudsigelser. Og hvis man ikke lige kan huske, hvem han er, så kan vi genopfriske folks hukommelse ved at fortælle, at Thomas Watson var den formand for IBM, der i 1943 udtalte:
“I think there is a world market for maybe five computers.”
Nå, men tilbage til Theo Jørgensen, for i interviewet bliver han spurgt ind til starten af hans karriere, og det er hér, det kommer fra, at han ikke ikke skal regne med at kunne bijobbe som spåmand.
“Jeg synes det er hårdt at kalde det en karriere, men dengang jeg begyndte var der to sites ‘Planet Poker’ og ’24h Poker’ og det højeste spil var €10/€20 fixed limit. Jeg kan huske, at på det tidspunkt PokerStars startede, der sagde jeg “Dét der, det er en rigtig dum idé. Der er jo allerede to sider. Det er jo helt hjernedødt, at PokerStars tror de kan komme igennem.”
Du kan høre hele interviewet her. Du kan blandt andet få svar på, hvorfor Theo Jørgensen hverken bruger Hold’em Manager eller PokerTracker.