Theo afviser ikke €1.000/€2.000: – Hvis de rette omstændigheder er tilstede

DM i poker skydes igang på torsdag i næste uge, men desværre bliver det uden tre af dansk pokers allerstørste profiler, da Mickey Petersen, Gus Hansen og Theo Jørgensen alle har valgt at tage til Monaco, hvor der på samme tid spilles EPT Grand Final.

Og Theo Jørgensen fortæller til PNN.dk, at det først og fremmest er cashgamet der trækker i fyrstedømmet.

“Generelt vil jeg sige at jeg rent faktisk glæder mig meget til at komme derned. Har RIGTIG store forventninger til det her cashgame. Både fordi raken er helt fantastisk set med en spillers øjne, men lige så meget fordi spillene har kæmpe potentiale.”

“Alle vræler over at spillene er blevet for hårde her på det sidste. Så du kan godt citere mig for at sige at alle dem der IKKE lige tager chancen og tager derned for at finde ud af hvor gode eller dårlige spillene er har jeg svært ved at tage seriøst.”

Cashgame-spillene i Monte Carlo kommer til at sprede sig over alle pokerens varianter, hvilket vil sige lige fra Badugi, Razz, Open Face Chinese til de mere gængse varianter som Pot Limit Omaha og NL Hold’em.

Taksterne komme til at spænde fra €2/€5 til €1.000/€2.000. Og selvom Theo Jørgensen ikke finder det usandsynligt, så vil han ikke kategorisk afvise, at han kan komme til at finde sig selv i et €1.000/€2.000-cashgame, hvis de rette fisk har fundet vej til spillet.

“Så skal de rette omstændigheder ellers også være der som du siger. Men tror det virker usandsynligt. Du skal trods alt mobilisere end del skillinger, men igen: hvis der sidder fem rigmænd, to pro’er og der lige er et sæde åbent, så er det svært at springe over.”