The Grinder får ny sponsor… igen!

Michael ‘The Grinder’ Mizrachi er en mand der lever op til sit øgenavn ved pokerbordene, men hvis der er noget andet end poker Mizrachi kan finde ud af at grinde, så er det sponsorater.

Den amerikanske poker pro har igennem tiden repræsenteret en lang række selskaber såsom Full Tilt Poker, Royal Paint Clothing, Smoke51, Got Raffles og SouthWestGoldBuyer.com, og i øjeblikket er Michael Mizrachi en sponsoreret DeepStacks Pro, ambassadør for International Stadiums Poker Tour og nu også Turlock Poker Room, skriver Bluff Magazine.

Turlock Poker Room er et landbaseret casino med base i Californien, og her har man netop offentliggjort Mizrachi som casinoets nyeste repræsentant. “The Grinder” skal hjælpe Turlock Poker Room med at afholde en række specielle events.

Det falder godt i hak med Mizrachis sponsorat hos DeepStacks Poker Tour, da Turlock Poker Room er et af DeepStacks Poker Tours faste stop på turnéen.

“Jeg glæder mig til at repræsentere Turlock Poker Room”, sagde Mizrachi og fortsatte: “Poker rummet er smukt, medarbejderne er de bedste og de ved virkeligt hvad der kræves for at køre en verdensklasse forretning. Tilsammen får Turlock og jeg et fortræffeligt og mindeværdigt 2013.”

 

Imponerende Grinder-C.V.

Michael Mizrachi har efterhånden opnået mange ting i sin pokerkarriere:

  • Han er en af de få spillere, som har mere end 5 cashes over $1 million
  • Han er den eneste spiller, som har vundet $50k Poker Players Championship to gange (på tre år, red.)
  • Han var på finalebordet i 2010 WSOP Main Event
  • Han har vundet 3 WSOP Bracelets
  • Han har vundet to WPT mesterskaber og har fem Top 5 placeringer