Svensk skatterevisor: – Det kan dreje sig om 300 millioner
Svenske pokerspillere er stadig i chok, efter at de i forgårs blev løbet over ende af både det svenske skattevæsen og svensk politi. Baggrunden er en absurd/idiotisk/forældet/forfejlet – vælg selv – svensk skattelovgiving på pokerområdet.
Læs også: Svensk politi i kæmpe raid mod pokerspillere
Tidligere har det svenske skattevæsen endda anskuet hver eneste pokerhånd som et særskilt lotteri, hvilket ville have haft endnu mere vidtrækkende konsekvenser end de problemer de svenske pokerspillere står overfor netop nu.
Et tænkt eksempel
Forestil dig Viktor ‘Isildur1’ Blom, efter en af hans vanvidssessions på Full Tilt Poker, skulle indgive en opgørelse over hver eneste hånd han havde spillet. Lad os bare for eksemplets skyld sige, at ‘Isildur1’ undervejs vinder 10 potter på $100.000, men alligevel ender i et samlet minus på $100.000. Det er tænkt eksempel, men ikke et umuligt scenarium. I så fald skulle det svenske onlinefænomen – på trods af underskud – alligevel betale 30 % i skat af de 10 potter på $100.000 – d.v.s. en sjat på $300.000 oven i hans allerede tabsgivende session på $100.000. Tak for kaffe!
Denne tolkning af loven er de svenske skattemyndigheder dog gået væk fra. Så dumme er de trods alt ikke, men det er tæt på. Hør blot, hvad en talsmand for skattemyndighederne, Dag Hardyson, udtaler til pokermagazine.se. Vi advarer på forhånd – han er ikke den længste ål i rusen:
“I begyndelsen så vi hver eneste hånd som et særskilt lotteri, men det er vi gået væk fra da det fik nogle mærkelige konsekvenser. I stedet er vi kommet frem til, at det skal opgøres som ens spil på et pokersite fordelt over et år.”
Pokermagazine.se stiller nu dette ganske fornuftige spørgsmål: Systemet skaber store problemer for mange spillere, der har vundet på et pokersite og tabt på et andet. Er det ikke temmelig absurd, at de skal beskattes af penge, de ikke har?
“Hvorfor skulle det være absurd? Skulle man så også kunne trække bingo eller andre lotterier fra i skat, hvor skal man da trække grænsen?”
I et andet interview – denne gang med expressen.se – udtaler Dag Hardyson, at 135 svenske pokerspillere har modtaget et brev fra det svenske skattevæsen. Han vurderer, at det samlede svenske pokeroverskud for disse kan lande på 300 millioner svenske kroner, af hvilke der skal betales cirka 70 millioner SEK i skat.
Læs også: Skattevæsenet kan ruinere svenske pokerspillere