Strid om uafhentede gevinster på enarmede tyveknægte

Staten Nevada, der som bekendt huser byen Las Vegas, er ude efter de millioner af dollars, som gemmer sig bag de uafhentede gevinster på de flere hundrede tusinde enarmede tyveknægte, der findes i Las Vegas og omegn. Det skriver avisen Las Vegas Sun.

De uafhentede gevinster udgør lige nu $43 millioner – eller godt og vel 223 millioner danske kroner.

I dag er reglerne sådan, at kasinoerne og klubberne beholder pengene og betaler en skat til staten Nevada på 6,75 procent. Men hvis staten Nevada får det, som de ønsker, skal kasinoerne og klubberne til at forholde sig til nogle helt andre tal. Nevada ønsker nemlig 75 procent af de uafhentede gevinster, og kasinoerne og klubberne får så lov til at beholde 25 procent, som de oven i købet fortsat skal betale skat af.

Det synes overflødigt at konstatere, at kasinoerne og klubberne ikke just er begejstrede for forslaget, der allerede er taget i behandling.

Grunden til det voldsomme beløb bag de uafhentede spillemaskine-gevinster er, at folk enten glemmer at indløse dem eller, at de simpelthen ikke gider, hvis beløbet er for småt. Men mange bække små…