Stor søndagssejr til Bække – slog landsmands heads up

Da vi i forbindelse med nytåret snakkede målsætning for 2013 med Allan Bække var han klar i mæglet. $1.000.000 skal spilles ind i løbet af årets 12 måneder, og for at det skal lykkes, så kræver det, at han løber bedre i turneringer, end tilfældet var sidste år.

Læs også: Bække hæver målsætningen for 2013: – Nu er målet $1.000.000

Det kan det heldigvis se ud til, han gør. I nat blev det til en stor søndagssejr i $162 Sunday 6-Max på PokerStars, hvilket betyder, ikke mindre end $23.959 kan tilføjes årsregnskabet.

Og vi kan kippe med Dannebro, ikke blot for Bække, men også hans HU-modstander ‘U_Tilt_Me’. For efter 1.110 spillere var elimineret var det nemlig to spillere med rødbedefarvede pas, der skulle afgøre det imellem sig.

Og måske i et øjebliks samhørighed og fælles fædrelandsfølelse indgik de to spillere en deal, der faldt sådan ud, at den sikrede ‘U_Tilt_Me’ $21.959 istedet for de $19.354, der oprindeligt var til andenpladsen.