Søren Blanner i knæ: Nu fedter jeg mig videre
Der kan være stor forskel på pokerspillere. Nogle af dem vil for alt i verden have en stor stack med til Dag 2 i en stor turnering, så hvis der ellers er mulighed for re-entry, kan de hurtigt få en stack på 20 big blinds til midten mod slutningen af sidste level. Den kategori kunne Søren Blanner sagtens være i, men ikke denne gang, hvor Blanner meget gerne ser, at lørdag bliver fridag.
“Det går sgu ikke godt. Jeg er nede i 8.000 (aktuelt 16 bb red.), så nu fedter jeg mig bare videre,” griner Søren Blanner kort inden dagens syvende og sidste level.
Læs også: KP kom, så og bluffede: Jeg er på abetilt
Cashgame-hajen har et skud mere i bøssen i morgen, men han håber, at det ikke bliver nødvendigt med endnu et buy-in.
“Hvis jeg går videre, har jeg sparet 10.000 – sådan ser jeg på det. I morgen vil jeg helst bare drikke, hygge og nyde livet,” fortæller Blanner, der også har kig på nogle af de mindre Side Events, som kører hele weekenden.
Et af de klassiske spørgsmål i en stor pokerturnering går på feltet, og hvor skrapt det er. Tidligere i dag fortalte Martin Wendt, at han ikke synes, det virkede så slemt endda, men Blanner er mere lunken og mener snarere, at det er præcis, som det plejer.
“Det er som altid! Der er nogle dygtige og nogle mindre dygtige spillere med, men altså der er da value – selvfølgelig er der det”, siger Blanner, da vi fanger ham i pausen.
Den skrappe onlinespiller har et par enkelte fine live-klonks i bagagen, men ellers er det mest i onlineuniverset, at Blanner for alvor har slået sig op som professionel pokerspiller. Han spiller som regel med i de store danske turneringer, som WPT København og WPT Vejle, men de senere år er det ikke blevet til de helt store gevinster. Han er dog stadig ved fint mod, når det gælder live-turneringer.
Læs også: Ravnsbæk ævler løs og tilter Martin B.: Hold kæft, et nit-check
“Jeg føler stadig, at jeg er godt inde. Jeg er aldrig i tvivl om, hvad jeg skal gøre – altså selvfølgelig er der spots, hvor man ikke er sikker, men generelt synes jeg, at jeg spiller helt fint. Jeg spiller jo også hver søndag online, hvor niveauet er højere, så selvom jeg er en live-donk, så mener jeg altså, at jeg er godt inde”, griner Blanner, der altså i denne weekend skal forsøge at omsætte de fornemme online-resultater til et live-klonk, der vil kunne forsøde tilværelsen.
Under alle omstændigheder er han i strålende humør, og selv om han måske ikke lige ender med chipleadet i dag, så kan man godt regne med, at humøret stadig er intakt. Vi regner desuden med, at Blanner vil være én af de store profiler, når der skal hives drinks ned til morgendagens Player Party på Munkebjerg Hotel & Casino.