Snowking: Du er ikke med i ‘The Truman Show’, Zupp – her er forklaringen på mennesketomt Macau

PNN fangede i går Peter ‘Zupp’ Jepsen, der har indtaget med Macau med et par andre danske pokerspillere. Zupp har igennem de sidste par år – ligesom de fleste af os andre – hørt mange historier om Macaus fortræffeligheder. Han har hørt, at Macau har overhalet Las Vegas på alle parametre. Han har hørt, at spillene i Macau driver af saft. Han har hørt det, som vi alle sammen har hørt.

Men det vil være synd at sige, at Zupp er imponeret over sit første møde med Macau – en by, som Zupp betegner som ‘100 procent svans’. Zupp føler simpelthen, at han er havnet et sted, hvor alt er ren facade – vi snakker The Truman Show-målestok.

Læs også: Zupp: – Macau er 100% svans!

“Det må være en meget velbevaret hemmelighed, at den såkaldte omsætning, som Macau har, er REN fucking bullshit. Det er østens hvidvaskningsmaskine, det her, det er 100% sikkert. Svans fra ende til anden. Hotellerne er ‘udsolgte’, altså, jeg vil gerne tillade mig at betvivle om de 23 etager overhovedet eksisterer, eller om det bare er tomme etager fra sal 10 og op,” sagde Zupp i går til PNN.dk. Zupps følelse af ugler i mosen er stærk, at han kæmper mod en voldsom trang til at flå døre op med ‘adgang forbudt’ på. Her mistænker han, at han enten vil finde særdeles lyssky aktiviteter – eller måske bare en mur.

væg bag dør

På pokernet.dk stempler poker-pro’en og den nybagte far Thomas ‘Snowking’ Nielsen imidlertid ind, og Snowking, der i årevis har været bosat i Thailand, har besøgt Macau masser af gange. Han leverer en forklaring, der måske kan berolige Zupps tyndslidte nerver en lille smule.

“Der er en ret simpel forklaring. Macaus kasinoer fungerer således, at diverse Junkets lejer sig ind på hotellet/kasinoet. Det betyder, at når man slår et smut forbi Wynn, Starworld, Venetian og flere, så vil man opleve, at der er mange private Junket rooms, altså områder, hvor det kræver et medlemskab for at kunne spille. Disse Junkets får – i forbindelse med at de lejer sig ind på kasinoet – samtidig tildelt et antal hotelværelser, som altid står til rådighed for dem,” skriver Snowking, og uddyber:

“Derfor vil man kunne opleve, at der i nogle hverdage kan vaere relativt tomt i mange af disse Junket rooms, men at det samtidigt ikke er til at støve et værelse op. I weekenden er der til gengæld nærmest altid fyldt til randen med kinesere,” skriver Snowking.

Du kan læse hele tråden på pokernet.dk lige her

Og du kan se den præcise definition på en Junket lige her

truman show 2

Sæt du bare sejl mod horisonten, Zupp. Alle historierne er sande. I hvert fald lige indtil du sejler ind i himlen.