Sejrs-Ravnsbæk vågnede op i Thyregod

Simon ‘Ministerborg’ Ravnsbæk scorede sent i nat €128.000, da han han efter en to-vejs deal tog sejren ned i den €2.000 dyre sideevent ved EPT Prag. Rent faktisk blev det så sent, at en søvndrukken Ravnsbæk først vågende op, da hans tog var kommet på afveje.

“Det er helt sygt. Turneringen var først færdig ved 05.00-tiden, og så skulle vi lige have et par øl, så jeg fik kun én time på øjet, inden jeg tog flyveren hjem. Jeg satte mig så tilsyneladende i en forkert vogn i toget mod Aarhus, for jeg faldt i søvn og vågnede først da vi var ved Thyregod station. Nu sidder jeg så i en taxi på vej hjem mod Aarhus,” griner Ravnsbæk over mobiltelefonen.

Om selve turneringen fortæller han, at han havde heldet på sin side, men at han også er fint tilfreds med, hvordan han spillede undervejs.

“Det hele flaskede sig ganske fint, men det var sateme en langtrækker. Vi sad firevejs virkelig længe. Svenskeren spillede fint, ja det gjorde de faktisk allesammen, bortset fra en enkelt fisk, som alt spillet så koncentrerede sig om.”

“Heldigvis fik jeg inducet fisken til at komme ind i en kæmpe pot imod mig for 70% af alle chips i spil. Jeg havde esserne og han havde es-syv, men der kommer så et sygt, sygt runout, hvor der både kommer en syver på floppet og en på turn, inden jeg klonker et es i billetten. Det må være karma fra Rwanda, der gjorde jeg ramte dér,” griner Ravnsbæk.

I den afgørende heads up lykkedes det ham at sikre sig en fordelagtig deal, på trods af, at modstanderen – Michael Gagliano – rent faktisk er SNG-specialist og derfor burde vide, hvordan en stack på cirka 30 big blinds bør håndteres.

“Det var ikke sådan, at jeg følte mig skidt inde, men ret beset, så burde han være bedre til at spille med de stack-størrelser vi sad med. Det er ikke fordi jeg er helt væk, men der er jo sateme stor forskel på om man sidder med 15 eller 20 big blinds, når man skal tage en beslutning, og der mener jeg, at han burde have en fordel. Det betød bare meget for ham med de penge, så jeg tilbød ham even money, selvom han havde 2,2 million chips imod mine 1,6 millioner. Det takkede han ja til.”