SCOOP: Theo cashede i knockout-highroller

Det er ikke hver dag, at man ser Theo Jørgensen spille med i onlineturneringer, og når det nu ende skulle være, så havde det været oplagt, at det var SCOOP Event #12, han var at finde i.

Her stod der nemlig heads up Pot Limit Omaha på programmet, hvilket er en turneringsform, Theo Jørgensen tidligere har klaret sig godt i.

Sølvræven fra Greve missede dog akkurat registreringen, og så var gode råd dyre, for den næste SCOOP-turnering var en $2.600 NL Hold’em Knockout – et koncept Theo Jørgensen ikke lige var bekendt med.

pnn.dk fik dog forklaret Theo Jørgensen, at man i knockout-turneringer modtager en kontant præmie, for hver spiller man slår ud.

“Men hvad er en bounty-turnering så?” spurgte en tydeligvis frustreret Theo Jørgensen.

Han valgte dog meget modigt at kaste sig ud i projektet, hvilket viste sig at være en god ide. Selvom der skulle et heldigt riverkort eller to til undervejs klarede Theo Jørgensen sig i pengene, hvor det blev til en 37.plads til $5.010.


Theo Jørgensen i en heldig dobling. Han går all in på turn, men fik koncentreret sig så meget, at der faldt endnu en tier på river.