SCOOP: Ravnsbæk millimeter fra sejren i Main Event

Så tæt på, og så alligevel så langt fra. Simon ‘ministerborg’ Ravnsbæk leverede igen i nat en fremragende præstation ved pokerbordene, da han spillede sig frem til den afgørende heads up i den $1.050 dyre SCOOP Main Event.

Undervejs lavede han alle de vilde moves og sindssyge plays, vi kender ham for. Som for eksempel da han med 15 mand tilbage i turneringen var ude at 5-bette med seks-fire off suited – men desværre ramte direkte ind i modstandernes konger.

Ravnsbæk var også heldig undervejs, bevares! Som da han han med 22 mand tilbage  fangede en flush med es-ni mod es-knægt i en all in.

Eller da han med fem mand tilbage var inde for sit turneringsliv med es-seks mod es-ni og fangede en sekser på turn. Men man skal være heldig for at gå hele vejen i de store onlineturneringer.

Desværre slap heldet op, da der kun sad en modstander tilbage. Selvom Ravnsbæk gik ind til den afgørende heads up med et stort chiplead og pure nægtede alle forespørgsler om en deal, så fik han aldrig rigtig fat i bulgarske ‘suarez_BG’ på den anden side af bordet.

Modstanderen åd sig langsomt ind på Ravnsbæk, og få minutter efter, at Ravnsbæk for sidste gang afslog at indgå en deal – de var på det tidspunkt helt lige i chips – var det slut. De to spillere fik chipsene til midten preflop, og da kortene blev vendt om på ryggen, stod det klart, at der var tale om et klassisk ræs.

Ravnsbæks es-dame formåede ikke at overvinde modstanderens femmere, og dermed måtte han tage til takke med andenpladsen, som dog trods alt lød på hele $417.339.

Bulgarske ‘suarez_BG’ fik $560.019 for førstepladsen.