Sasuke, Wissing og Cordes i store triumfer – Raffay uduelig
De er gamblere af Guds nåde, hvilket naturligvis også manifesterer sig juleaften. Jacob ‘Sasuke’ Rasmussen viste i hvert fald ingen nåde, da der i familiens skød skulle spilles om mandelgaven.
“Det tegner godt for 2013 ;),” skriver han på sin facebook-profil, hvor han har uploadet et selvfedt billede, hvor han står med mandlen i den ene hånd og mandelgaven i den anden.
Mads Wissing er endnu mere kortfattet i sin beskrivelse af sin triumf ved gårsdagens julebord:
“Tagselvbord!” er den kort kommentar, som er tilknyttet dette billede, som da også nærmest taler for sig selv:
Wissing er dog efterfølgende fra flere sider blevet beskyldt for angelshooting. Der går rygter om, at han tog dobbeltportion.
I det hele taget syntes de danske pokerspillere, at have været fuldstændig ustyrlige ved julebordene i går. Kasper Cordes fuldendte således en dansk tredobbelt triumf, da også han nakkede mandelgaven. “Ja mand!! Easy game,” skriver han på facebook. Selvom sejren skriver sig ind som karrierens største, så var feltet noget mindre end da han i 2009 blev nummer 94 ved WSOP Main Event. Der var tale om Heads Up-dyst, hvilket dog ikke gør triumfen mindre.
Én der til gengæld slet ikke kunne få sit spil til at fungere var Stefan Raffay, der måtte kigge langt efter mandelgaven, – efter sigende et spil ‘Gris’.
“Løber så dårligt i mandel endgame…. !!” skriver han på sin facebook-profil, og giver altså variansen skylden for den udeblevende sejr. En forklaring, som Søren Kongsgaard dog ikke godtager.
“Lidt fesent at give varians skylden, dog imponerende du kæmper dig hele vejen shorthanded om skålen. Håber ikke det skyldes du bliver owned af familiens “jeg har ikke mandlen”bluff.”
God Jul til jer alle derude.