Sasuke tilbyder coaching til $1.000 i timen
En af Danmarks største heads up-specialister, Jacob ‘Sasuke’ Rasmussen, har besøg af håndværkere de næste tre dage, hvorfor hans normale grind på onlinebordene må sættes på pause. I stedet vil han bruge tiden på at udbyde coaching til dem som måtte være interesseret.
Det er dog nok ikke hvem som helst, der har råd til at få kigget sit spil efter i sømmene, for en coaching-session koster den nette sum af $1.000 i timen, hvilket svarer til lige knap 6.000 kroner.
Prisen har straks skabt diskussion på pokernet.dk, hvor flere brugere mener, at den er i overkanten, mens andre faktisk mener, at der er tale om et knaldtilbud, når man tager de stakes ‘Sasuke’ normalt spiller på i betragtning.
Diskussionen har fået ‘Sasuke’ til at byde ind med et ironisk svar:
“Det er selvfølgelig latterligt, at jeg skal have 6.000 kroner i timen for at fortælle en gut, hvorfor han skal trykke på en anden knap end den han plejer, når han spiller kort. Men hvis jeg skulle tage det jeg rent faktisk var værd fik jeg ikke nogen kunder i biksen,” skriver han efterfulgt af en smiley.
Det skal i øvrigt i parentes bemærkes, at nogle af ‘Sasuke’s highstakes-kollegaer som Ben ‘Sasuce123’ Sulsky og Daniel ‘Jungleman’ Cates tager en timeløn, der hedder $2.500 for coaching, mens Tom ‘durrrr’ Dwan i sin tid forlangte $6.500 for en undervisningstime.
Du kan læse Sasukes tilbud – og diskussionen den har medført – lige her.