Sasuke sluttede i $500k plus i 2012: – Skal spille lige så meget i år
Jacob ‘Sasuke’ Rasmussen, en af Danmarks absolut største chefer i No Limit Hold’em online cashgame (hvis ikke den største) fik en sløj afslutning på 2012. Som vi her på PNN.dk også flere gange kunne rapportere, røg Sasuke ind i nogle øretæver kort før 2012’s lukketid. For at få overblik over Sasukes afslutning på året kan du kaste et blik på følgende artikler alle sammen fra december måned 2012 – de ældste først:
Blodrødt døgn for Sasuke – taber over 800.000 kr.
Sasuke: – Lægger mig ikke under dynen og har ondt af mig selv
Dyrt døgn for Sasuke – minus $88.400
Sasuke: – Jeg er $300.000 under EV
Den korte version af de fire historier er, at der var brok i den. B-R-O-K. Men når det så er sagt, så er der ingen grund til at starte en indsamling for ham.
“Slutningen var ikke som man kunne have ønsket sig, men alt i alt var 2012 et acceptabelt syntes jeg. Endte på +$500.000 på trods af at jeg smed $250k de sidste 2 uger, og løb $300k under ev,” siger han til PNN.dk.
Wow.
Har du en plan for 2013? Skal du spille mere?
“Det er næsten umuligt at spille mere end jeg gjorde i 2012, men jeg satser på, at jeg skal spille lige så meget. Og jeg skal fortsætte med at udvikle mit spil.”
Hvad med turneringer – bliver det på samme niveau som sidste år?
“Ja, det regner jeg med. Jeg tror ikke, at man tjener penge på at rejse ud og spille en €5.000 turnering et sted i Europa, holdt op imod at man mister arbejdstid hjemme, og skal afholde rejseudgifter etc.”
Bare du ikke tænker lige så logisk, når det handler om World Series Of Poker, så er vi glade.
“Vegas er en tradition for selve feriens skyld, så WSOP ME er på tvang, når jeg alligevel er der,” griner han.
Og så er der lige et sidste spørgsmål, der trænger sig på. Logikken bag spørgsmålet er, at det kunne tænkes, at dette var en god tid til at være chef i No Limit Hold’em. Det er jo det spil, der er klart dominerende i Macau.
Hvad med Macau egentlig? Altså de ‘mindre’ spil der. Var det en mulighed?
“Umiddelbart har jeg ingen planer om det – samme begrundelse som i forhold til turneringerne i Europa.”
God vind med 2013 til Jacob Rasmussen herfra.