Sasuke misser PokerStars’ $100.000 All Star Showdown
PokerStars løftede forleden sløret for den stort anlagte All-Star Showdown, hvor deltagerne hver lægger $100.000 og alle har mulighed for at vinde en førstepræmie på $550.000.
En turnering, hvor der dystes i NL Hold’em cashgame på fire orde med blinds på $50/$100, og som har formået at samle toppen af poppen inden for disciplinen – men hvor man desværre må kigge langt efter både Viktor ‘Isildur1’ Blom og danske deltagere.
Jacob ‘Sasuke’ Rasmussen havde ellers set sig lun på turneringen, men det lykkedes ikke at skibe nok aktier i sig selv afsted til eventuelle stakere.
“Jeg havde kigget på den, men kunne ikke sælge procenter nok. Det kunne ellers have været sjovt,” fortæller han til Slowplay.dk og afslører, at han skulle have solgt 50 procent, før en deltagelse ville have været aktuel.
I stedet kommer det endelige line up til at bestå af disse otte spillere:
Isaac Haxton (USA)
Alexander ‘Kanu7’ Millar (Storbritannien)
Alexander ‘Sussie Smith’ Roumeliotis (Sverige)
Ben ‘Sauce123’ Sulsky (USA)
Phil ‘MrSweets28’ Galfond (USA)
Tobias ‘KTPOKP’ Kuder
Ben ‘ben86’ Tollerene (USA)
Daniel ‘w00ki3z.’ Cates (USA)
“Jeg ville med garanti ikke være den bedste i det felt, men heller ikke den dårligste. Jeg vurderer, jeg ville ligge midt i,” siger ‘Sasuke’ og fortæller, at to af deltagerne faktisk har været forbi hans HU-borde for at pudse formen af, inden turneringen går i gang på søndag.
“Jeg spillede mod Isaac Haxton, men det blev kun til 200 hænder og jeg var dødskold. Han er efter sigende ret dygtig, men det var første gang jeg spillede i mod ham. Og så ville Phil Galfond gerne lige teste niveauet fordi han overvejede turneringen.”