Rwanda fra første parket – læs tredje del af Rasmus Løppenthins blog her

Vi præsenterer journalisten og pokerspilleren Rasmus Løppenthins serie om Rwanda og Educat, som mange vil genkende som velgørenhedsorganisationen bag ‘Poker for Rwanda’-kampagnen. PokerStars og PNN.dk har sendt Rasmus Løppenthin til Rwanda. I 10 dage fulgte han ngo’en (non-governmental organization, dvs. ikke-statslig organisation, red.) Educat, som har fået en lille million kroner fra ‘Poker for Rwanda’-kampagnerne. Dette er tredje del af Rasmus’ personlige blog.

Læs første del af Rasmus’ blog lige her: Rwanda fra første parket – læs første del af Rasmus Løppenthins blog her

Anden del finder du her: Rwanda fra første parket – læs anden del af Rasmus Løppenthins blog her

Om muzungo-priser

 Mobilen kimer løs og forstyrrer mit håbløse projekt nattesøvn på et hotel i Kigali. Jeg ser på mobilen og når hurtigt og indse, at jeg trods alt har sovet fire timer.

– Det må du fandeme undskylde, siger Andreas fra Educat i den anden ende.

Han skulle have hentet mig i lufthavnen om natten, men sov over sig. Mærkeligt nok er jeg egentlig ikke sur. Bare træt.

Den skaldede CEO fra Educat henter mig på hotellet, og vi hopper på en taxa mod Educat-huset. Her oplever jeg det, der senere skulle vise sig at blive en klassisk Andreas-specialitet: Ord-orkanen. Han taler meget og længe, og som journalist er han ikke den nemmeste kilde. Når man spørger ”Hvornår startede Educat?”, kommer der typisk et seks minutters svar – uden årstal. Sagligt set burde man afbryde, men man nænner det ikke. For det er aldrig uinteressant, det som kommer ud af hans mund.

I bilen langer Andreas ud efter vestlændinge, som kommer til Afrika og kaster om sig med penge. Særligt amerikanerne er slemme til at give store summer i drikkepenge på restauranterne, mener han.

Nok er jeg søvndrukken og ubehageligt til mode, men jeg lytter alligevel intenst. Uden dog helt at forstå pointen. Jeg får mere i løn om ugen, end mange rwandere tjener om året. Landet er fattigt, og jeg er født med en guldske i min bagdel. Forklar mig lige igen hvorfor jeg skal holde på pengene, mens jeg er hernede?

Dagen efter bliver jeg lidt klogere. Her oplever jeg Educat-medarbejderen Niklas i intens forhandling med en fører af en motorcykeltaxa om en prisforskel på en krone. Det ender med, at Niklas går væk, ”it’s six”, nærmest råber han. Manden på motorcyklen smiler og giver sig.

Jeg forstår ikke helt episoden og spørger ham, hvad det gik ud på.

– Hvis ikke jeg forhandler her, så kommer der muzungo-priser(særlige priser for hvide red.), og det skal der bare ikke, siger han og sætter trumf på.

– Det handler om, hvor man kan gøre en forskel.

”Hvor man kan gøre en forskel”. På sin vis er det jo en rigtig ngo-kliché, men jeg fornemmer alligevel, at der er noget andet på spil i det her udsagn. Som om han viser en helt anden indgangsvinkel til det at lave udviklingsarbejde i forhold til, hvad jeg er vant til fra de store ngo’er. Jeg lader det synke, og som dagene går, begynder det mere og mere at gå op for mig, hvad det her drejer sig om.

Jeg begynder selv at gå videre, hvis jeg mener, at føreren af motorcykeltaxaen presser citronen(med en krone). Og jeg hopper ikke i fælden, da en kvinde på bussationen forsøger at flå mig for mere end  dobbelt pris i forhold til, hvad der står på billetten. I nærmest hvilken som helst handelssituation bliver man mødt af groteske udspil i forhold til den reelle pris. De siger ikke noget, men i deres blik, mimik, fornemmer man, at de tænker: ”Du er jo bare en muzungo.”

På et tidspunkt, da jeg netop er hoppet på en motorcykeltaxa, kommer der en mand hen til.

– Du og jeg er lige. Du er hvid, og jeg er sort, men vi er lige meget værd. Jeg skal bruge et måltid mad, og du kan ikke tillade dig at sige nej, for vi er lige. Det ved du. Kom nu, we are just the same, siger han.

Jeg ser på ham og bliver ramt af en kulde, der chokerer mig, og svarer tørt.

– Hvis du virkelig mente, vi var lige, havde du aldrig bedt mig om penge.

Mens jeg er i Rwanda, begynder jeg at udvikle en større og større trang til ikke bare at betale konstante afladsafgifter. Jeg bliver mere og mere overbevist om, at selvom det kan synes vældig barmhjerteligt at donere penge til højre og venstre, så er det reelt at pisse i bukserne. I værste fald er det udtryk for en mentalitet, som kan sætte en stopklods for Afrikas udvikling.

Næste gang skal jeg forklare dig hvorfor.

Journalist og pokerspiller Rasmus Løppenthin