Rwanda fra første parket – læs sidste del af Rasmus Løppenthins blog her

Vi præsenterer – for sidste gang – journalisten og pokerspilleren Rasmus Løppenthins serie om Rwanda og Educat, som mange vil genkende som velgørenhedsorganisationen bag ‘Poker for Rwanda’-kampagnen. PokerStars og PNN.dk har sendt Rasmus Løppenthin til Rwanda. I 10 dage fulgte han ngo’en (non-governmental organization, dvs. ikke-statslig organisation, red.) Educat, som har fået en lille million kroner fra ‘Poker for Rwanda’-kampagnerne. Dette er femte del af Rasmus’ personlige blog.

Læs første del af Rasmus’ blog lige her: Rwanda fra første parket – læs første del af Rasmus Løppenthins blog her

Anden del: Rwanda fra første parket – læs anden del af Rasmus Løppenthins blog her

Tredje del: Rwanda fra første parket – læs tredje del af Rasmus Løppenthins blog her

Fjerde del: Rwanda fra første parket – læs fjerde del af Rasmus Løppenthins blog her

Femte del: Rwanda fra første parket – læs femte del af Rasmus Løppenthins blog her

Om sorte og hvide

Solen er for længst gået ned lidt uden for Kigali, og vi kører stærkt ned ad bjergryggen i en lille, ramponerede bus. Alligevel er der ingen tvivl om, hvad der møder mit blik i vejsiden. En anden bus ligger med bunden i vejret, og omkring 30 rwandere står samlet og stirrer på de forbipasserende køretøjer. Jeg kan ikke nå at afgøre, om der er nogen, der er kommet alvorligt til skade. Men jeg opfanger noget andet. Måske foregår det bare inde i mit hoved, men det er som om, at deres øjne bedende øjne siger ”Vær sød at tage os med”.

Jeg overvejer et kort sekund at bede buschaufføren stoppe, men tager mig i det. Her er jo helt proppet, så hvad skulle det nytte? Vil folk være villige til at bytte deres plads og selv blive efterladt ude i det mørke ingenting? De lokale ville sikkert synes jeg er åndssvag,  tænker jeg, en forkælet vesterlænding, der ikke forstår, at den slags kaotiske situationer er en del af dagens orden. Så jeg tier og skammer mig lidt.

Skammen bliver dog hurtigt afløst af frustration. Det regner nemlig, og vejene virker spejlglatte, hvilket jeg mistænker var årsagen til den ulykke, vi netop var vidne til. Alligevel insisterer chaufføren på at køre stærkt og knævre løs i sin mobiltelefon. Jeg prøver at bede ham om at sætte farten ned, man han lader til at ignorere det.

Jeg begynder at mærke en varme af irritation. Han har netop med egne øjne set, hvad skødesløshed kan føre til, og alligevel opfører han sig nærmest som en parodi på en uforsigtig buschauffør. Samtidig begynder jeg at mærke klaustrofobiske tendenser, føler ikke jeg kan trække vejret ordentligt. Her er massivt pakket. Flere må sidde på skødet af hinanden, og min sidedame møver konstant albuer ind i siden på mig uden så meget som overveje at beklage sine bevægelser. Mine egne arme sidder i en ukomfortabel position låst foran brystkassen.

Pludselig føler jeg mig som en meget hvid mand i en meget mørk bus. Mit sind bliver inficeret af tanker, der normalt er fremmede for en politisk korrekt ngo-hippie som mig: Har de da ingen respekt for menneskeliv, begynder jeg at tænke? Chaufføren har mere end 30 menneskers liv i sine hænder, og han virker komplet ligeglad med andet end sig selv og sin mobiltelefon. Han jorder derudad, og i det omfang han overhovedet tænker over de mulige konsekvenser, kan han i hvert fald ikke være nåetlængere end til at håbe på det bedste.

Og stanken. Den er ufatteligt harsk og kvalmt sødmefuld. Går de mindre i bad, eller lugter de simpelthen mere end…Jeg stopper, tager mig i det. Vil ikke tænke tanken til ende.

I stedet bliver jeg flov. Her render jeg rundt til daglig med alle mine fine idealer om fred i verden, større lighed og omfordeling af de globale ressourcer. Alligevel skulle der ikke andet end banal frygt for min sikkerhed til at lokke mig ind i noget, der grangiveligt ligner momentan racisme.

Jeg var ikke stolte af mine tanker i bussen. Alligevel står det efter min tid i Rwanda klart, at man ikke gøre sig begreb om Afrika uden at beskæftige sig med kategorierne ”sort” og ”hvid”. Det kan godt være, man ideelt set ønskede sig dem langt væk. Men rwanderne selv er så sandelig opmærksomme på, om man er mzungo eller ej. Kuløren spiller en rolle, det kan man ikke tænke sig ud af.

Det oplever jeg igen senere på ugen, da en taxachauffør har kørt mig ud til lufthavnen i Kigali. Inden jeg steg på, var vi blevet enige om en pris, men nu vil han pludselig have mere, fordi han skulle betale en afgift for at køre ind på parkeringspladsen. Jeg tøver lidt. Er stadig i forhandlingszonen, hvor jeg bekæmper deres tro på, at jeg bare er en dum mzungo med løstsiddende pengesedler.

Men så ser først på ham og derefter ned på min kuffert. Jeg er på vej væk og har jo ikke ligefrem alverden at bruge mine rwandiske franc til den kommende tid. Så hvorfor ikke bare give ham de penge, han beder om? Herregud. Det ville gøre hans dag så meget bedre, og jeg kommer jo ikke til at tænke over, at jeg mangler den 20’er alligevel. Så jeg stikker ham et par lapper sedler, og ruller op imod lufthavnen.  Nu skal jeg hjem til Danmark, hvor man altid spiser bananerne rå og bilisterne holder sig i egen vejbane. Jeg glæder mig til ikke at frygte for mit liv, når jeg er på en vejbane og få en mere funktionsduelig maveregion.

Men jeg kommer til at savne samosaerne.

Journalist og pokerspiller Rasmus Løppenthin