Rwanda fra første parket – læs fjerde del af Rasmus Løppenthins blog her

Vi præsenterer journalisten og pokerspilleren Rasmus Løppenthins serie om Rwanda og Educat, som mange vil genkende som velgørenhedsorganisationen bag ‘Poker for Rwanda’-kampagnen. PokerStars og PNN.dk har sendt Rasmus Løppenthin til Rwanda. I 10 dage fulgte han ngo’en (non-governmental organization, dvs. ikke-statslig organisation, red.) Educat, som har fået en lille million kroner fra ‘Poker for Rwanda’-kampagnerne. Dette er fjerde del af Rasmus’ personlige blog.

Læs første del af Rasmus’ blog lige her: Rwanda fra første parket – læs første del af Rasmus Løppenthins blog her

Anden del: Rwanda fra første parket – læs anden del af Rasmus Løppenthins blog her

Tredje del: Rwanda fra første parket – læs tredje del af Rasmus Løppenthins blog her

Kapitel 4: Om nuttede brune babyer

Udvikling i Afrika. Det har været på tapetet i årtier, men vi kæmper stadig med at få styr på, hvordan vi skal gøre det. Inden jeg tog til Rwanda troede jeg, at man havde lært af fortidens synder. At udviklingsindustrien for længst havde lagt afstand til det tankegods, der fik DANIDA til at donere højteknologisk landbrugsudstyr, som blot stod og rustede.

Jeg har tidligere fortalt, hvordan et solcelleprojekt i Rwanda slog fejl, fordi man åbenbart ikke havde uddannet de involverede tilstrækkeligt. I hvert fald var projektet gået i stå, i det øjeblik de velmenende vesterlændinge var taget videre. Hjælp til selvhjælp lyder godt, men spørgsmålet er, om det er andet end en kommunikationskonstruktion til ære for den skeptiske befolkning, som betaler for showet? Skaber de mange projekter inden for HIV, uddannelse og infrastruktur reelt en varig og bæredygtig fremgang? På et eller andet niveau gør de selvfølgelig. Men bliver pengene brugt godt nok? Det er jeg for alvor begyndt at tvivle på.

Ord-orkanen Andreas Nørlem fra Educat mener, at Vestens syn på Afrika stadig er forfejlet. Uden at være det tilstrækkeligt bevidste har vi en arrogant holdning, som er med til at skabe en usund kultur donor og modtager imellem, mener han.

– Jeg kender rigtig mange piger fra Vesten, som kommer til Afrika med de bedste intentioner. Og du kan næsten være sikker på, at der maks går nogle måneder, så har de postet et billede på Facebook, hvor de holder en sød brun baby. Det siger meget om vores syn på Afrika, siger han.

Jeg tror, at han har en pointe. Vi danskere skal ændre vores forståelse af situationen. Vi skal ikke redde Afrika, vi skal investere i Afrika.

Politiken skrev for nylig, at vi misser vækstbølgen i Afrika, fordi vores virksomheder tøver med at  investere i det såkaldt fortabte kontinent. Hollandske Heineken har fået et enormt marked i Ghana, har åbnet en fabrik og skabt masser af arbejdspladser. Danmark halter bagefter i forhold til de nationer, vi normalt sammenligner os med. Noget holder os tilbage.

Måske er det fordi, vi gør Afrika til et offer? I Danmark fokuserer vi på krig, HIV og børnesoldater – Det kunne være med til at skræmme virksomhederne væk.

Det er nyt for mig at begynde at købe den slags argumenter. Jeg har hidtil tilhørt en ngo-classic-lejr med klare planøkonomiske tendenser, som kan opsummeres nogenlunde sådan her: Udvikling skal skabes af ngo’er uden om de korrupte regeringer, og donorerne eller investorerne skal heller ikke have økonomiske interesser. Sker det, vil de fattigste blot blive udnyttet, og aktionærerne i Vesten vil skumme fløden. Igen.

Det tror jeg stadig er en reel risiko, men i min tid i Rwanda, mærker jeg også konsekvenserne af patroniseringen over for Afrika. En del ser stadig muzungoerne som dumme og arrogante pengetanke, det er helt i orden at udfritte, hvis man kan slippe afsted med det.

– Et eller andet sted kan jeg jo godt forstå, at den tankegang opstår. Altså når vi kommer ned med sådan en ”nu skal vi lære dig, hvordan du skal hjælpe dig selv”-mentalitet, så er det da klart, at de kommer til at opfatte os som bedrevidende, siger Andreas en aften hjemme i Educat-huset.

Respekten for os hvide og vores penge forsvinder, og i nogle tilfælde er arrogancen også med til at dræbe det lokale initiativ. En af Educats tidligere kursister har eksempelvis udviklingsprojekter som sine største konkurrenter. Det kan ikke være sundt.

Derfor opgiver jeg hurtigt tanken om at kaste om mig med penge, mens jeg er i Rwanda. Jeg forhandler på lige fod med de lokale og er ikke bange for at råbe op, hvis jeg føler, de prøver at få mig til at betale overpris. Paradoksalt nok er det for at vise kulturen respekt, at jeg ikke bare lukker øjnene og giver, hvad de beder om.

Alligevel hoppede jeg på et tidspunkt i muzungo-fælden.

Journalist og pokerspiller Rasmus Løppenthin