Rwanda fra første parket – læs femte del af Rasmus Løppenthins blog her
Vi præsenterer journalisten og pokerspilleren Rasmus Løppenthins serie om Rwanda og Educat, som mange vil genkende som velgørenhedsorganisationen bag ‘Poker for Rwanda’-kampagnen. PokerStars og PNN.dk har sendt Rasmus Løppenthin til Rwanda. I 10 dage fulgte han ngo’en (non-governmental organization, dvs. ikke-statslig organisation, red.) Educat, som har fået en lille million kroner fra ‘Poker for Rwanda’-kampagnerne. Dette er femte del af Rasmus’ personlige blog.
Læs første del af Rasmus’ blog lige her: Rwanda fra første parket – læs første del af Rasmus Løppenthins blog her
Anden del: Rwanda fra første parket – læs anden del af Rasmus Løppenthins blog her
Tredje del: Rwanda fra første parket – læs tredje del af Rasmus Løppenthins blog her
Fjerde del: Rwanda fra første parket – læs fjerde del af Rasmus Løppenthins blog her
Om ludere
Alkoholen er gået i blodet, og på et diskotek i Nymirambo-bydelen giver jeg mit skandinaviske bud på Rwanda-rytmer midt på dansegulvet.
En lokal pige kommer hen og vil danse. Høflig, som jeg er, accepterer jeg tilbuddet og vralter i hendes selskab hjælpeløst rundt til de lokale beats. Så spørger hun, om vi skal giftes.
Jeg prøver at forklare, at jeg har en dejlig dansk kæreste, og at jeg under alle omstændigheder ikke ville kunne afklare omfanget af min eventuelle kærlighed efter seks minutters bekendtskab. Det lader ikke til at bekymre hende, og hun påpeger at ”just for tonight is okay”.
De første par aftener i Kigali føler jeg mig som en verdensmand og får et egoboost af konstant at skulle afvise lokale, flirtende kvinder. Man er vel en charmør med blå øjne, tænker jeg, indtil Andreas Nørlem brutalt krakelerer mit selvbillede.
”Hende der du talte med. Hun var så meget luder.”
Nå. Det var ikke min skandinaviske charme, men min pengepung, de var interesseret i. Jeg vidste selvfølgelig godt, at der bag deres brune øjne nok var et sæt dollarstegn, men det overrasker mig alligevel, at de æggende tøser er decideret prostituerede.
Men det burde ikke være kommet som et chok for mig. For selvom Kigali oplever en hastig økonomisk udvikling, er der stadig mange mennesker, som har svært ved at opretholde en anstændig indkomst. Og en aften med en naiv og fuld europæer kan måske indbringe det meste af en månedsløn. Samtidig er der prestige i at have sat hak ud for ”hvid mand” i den personlige scrapbog.
– Mange kvinder især i Nyamirambo synes, det er sejt at kunne sige, de har knaldet med en muzongo, siger kunsteren Augustin til mig på en café, da jeg interviewer ham til en artikel, som du snart kan læse her på PNN.
– De lever af at tage ud om aftenen og få hvide mænd til at give dem penge på den ene eller anden måde, siger han.
Det lykkes ikke min dansepartner at narre mig ind i et ægteskab, men hun får mig alligevel til at åbne foret. I et sårbart øjeblik giver jeg hende 10 kroner til en motorcykeltaxa hjem, selvom jeg bagefter indser, hun sikkert bor lige rundt om hjørnet.
Havde jeg været rigtig desperat, kunne jeg have fået en glædespige for det halve. Muligvis er jeg præget af min drengede naivitet, for jeg bemærker dem aldrig. Men i nærheden af Educat-huset i Nymirambo trækker de prostituerede efter mørkets frembrud og sælger sig selv for en 5’er.
Det siger blandt andre Educats medarbejder Line, som med sine 20 år er den yngste i organisationen og den senest ankomne. Hun har med egne øjne oplevet, at det kan være en barsk tilværelse at være gadeluder i Kigali. For nyligt så hun en sexarbejder liggende nærmest bevidstløs af druk på sandjorden. Med trusserne nede om anklerne.
– Jeg prøvede at hjælpe hende, men det var svært, når hun var så fuld. Og ja det var måske også dumt af mig. Jeg tror de andre i Educat ville sige, at jeg ikke skal bryde ind der. Det er jo ikke det, vi er her for, og i det større billede hjælper det jo ikke, at jeg blander mig i den slags situationer, siger Line og bringer mindelser om Niklas’ ord efter han havde været i heftige forhandlinger med en fører af en motorcykeltaxa.
”Det handler om, hvor man kan gøre en forskel.”
Journalist og pokerspiller Rasmus Løppenthin